Drømmen er inden for rækkevidde.
Sidste år giver en tro på, at det kan lade sig gøre. Da Mads P. vandt, viste vi, at man ikke behøver være italiener eller spanier for at køre i regnbuestriberne.
Sidste år er også med til at gøre holdet stærkere. Vi er ikke bare med som statister. Vi kan godt tillade os at sætte os frem og forsøge at køre cykelløbet sådan, som vi gerne vil have det.
Det giver en ekstra tro og motivation til holdet om, at det godt kan betale sig at hjælpe og gøre en ekstra indsats. Det kan faktisk lade sig gøre. Det er ikke bare drømmerier.
Til VM kilder det altid i maven. Jeg glæder mig til at trille ud på ruten. Den er hård, og det bliver et herreløb. Men det passer mig godt.
Der er ingen steder, hvor man rigtig kan slappe af, og det kommer også til at koste meget mental energi at sidde fremme hele tiden og holde positionen i feltet. Vi skal køre på halvsmå veje og hurtige nedkørsler, hvor feltet bliver trukket ud, så det er vigtigt at være placeret rigtigt.
Stigningerne er hårde. Man kan ikke skjule sig selv eller komme billigt over dem.
På en måde er det svært at tro 100 procent på, at jeg kan vinde. Den specielle sæson og det, at VM først blev aflyst, inden det så skulle afholdes alligevel, har gjort, at jeg ikke ved, hvor jeg står i forhold til de andre favoritter.
Men en ting er sikker: Jeg har følt mig godt kørende de seneste par dage, og det går den rigtige vej. Det her er en stor chance for mig. Og et eller andet sted tror jeg på, at jeg kan gribe den.
Jeg drømmer stadig om de striber.
Faktisk har jeg haft en lille kamp med mine sportsdirektører på Astana om at få lov til at køre VM.
De mente, at det var bedre for min forberedelse til Giro d'Italia at droppe VM. At jeg har en unik chance til Giroen i år, fordi den ligger, som den gør, grundet corona-krisen.
Men min chance har også været, at jeg under ingen omstændigheder måtte spilde muligheden for at køre det her VM. Jeg er 35 år, og der kommer ikke umiddelbart en rute, der passer mig igen i nærmeste fremtid.
Giroen er hård hvert år og har samme karakter. Det har VM ikke.
Søndag skal jeg prøve noget for første gang i min karriere. Jeg skal have rygnummer ét på til et VM-løb, fordi Mads Pedersen ikke stiller fra start. Som regel er det den regerende verdensmester, der får den ære, men her er det desværre ikke, fordi jeg vandt sidste år.
Alligevel bliver det en vild oplevelse og specielt at få nummer ét på. Det gør ikke min motivation mindre, og jeg håber, at jeg kan leve op til det rygnummer. For når man kører rundt med nummer ét, lægger folk mærke til én. Og den forpligtelse tager jeg gerne med.
Lige inden jeg skal sove, kommer jeg formentlig til at forestille mig løbet. Hvordan det taktisk skal gribes an, så det bliver optimalt for mig. Men det gælder om at få en god nats søvn og forsøge at slå løbet ud af hovedet, inden jeg vågner i morgen tidlig.
Måske er jeg ikke 100 procent klar. Men jeg er overbevist om, at jeg kan gøre det rigtig godt, og jeg er højst sandsynligt Danmarks bedste kort på denne her rute.
Det ser jeg ikke som et ekstra pres, men tværtimod noget, der motiverer mig. Det styrker min tro på, at jeg kan være med helt fremme til det sidste. Nu er det kun løbet, der kan give mig svaret på, om jeg er helt gal på den.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under VM. De udkommer dagligt, og det her er nummer to i rækken. Du kan læse gårsdagens her og følge hans jagt på den ikoniske regnbuetrøje på bt.dk.
