Der findes ikke en eneste cykelentusiast i dette land, hvis puls ikke ramte 180 i minuttet 29. september 2019.
Mads Pedersen gjorde det, som ingen dansker nogensinde har gjort før hos herrerne, da han vandt VM for eliteklassen og kunne iklæde sig en af cykelsportens mest ikoniske trøjer: den med regnbuestriberne.
Søndag fik den desværre en ny ejermand, da franske Julian Alaphilippe vandt VM i Imola, men Mads Pedersen nåede at gøre trøjen til sin helt egen.
»Nogen siger, at der hviler en forbandelse over ryttere, der har kørt i VM-trøjen,« siger Rolf Sørensen.

»Men det kan jeg ikke se. Han har vundet et VM, han er en del af historien. Mads har gjort det rigtig godt, han har vist den på den måde, han kan. Desværre fik han ikke klassikere i trøjen på grund af corona, men der er ikke ret mange fusere, der har kørt i VM-trøjen.«
Mads Pedersen kørte blandt andet Tour de France i den øjnefaldende trikot, hvor han var på nippet til at vinde to etaper. Derudover hjalp han sin kaptajn Richie Porte på fornemmeste vis.
Og uanset hvad der sker nu for Mads Pedersen, er han medlem af en eksklusiv klub.
»Det er de aller-allerstørste gennem tiden, der vinder denne her. Det er bare noget specielt,« siger Rolf Sørensen.
Hans karriere er på sin vis allerede reddetNiklas Eg om holdkammerat Mads Pedersen
»At vinde denne trøje har vendt alt op og ned for ham, selv om han er den samme person. Når han har selvtillid som lige nu, bliver han et monster. Han kan nærmest gå på vandet.«
Trek-Segafredos anden dansker Niklas Eg boede på værelse med Mads Pedersen i over tre uger ved Tour de France.
Og han er heller ikke i tvivl om, at den VM-sejr får enorm betydning for Tyren fra Tølløse fremover, selv om han fra nu af må afgive trøjen.
»Sportsligt har det åbnet en masse døre for ham. Hans karriere er på sin vis allerede reddet. Når det er sagt, ved jeg, at Mads stadig er sulten,« fortæller Niklas Eg.
»Jeg synes, at han har præsteret rigtig flot i trøjen.«
Mads Pedersen er kun 24 år, og derfor er det langtfra givet, at han ikke vinder VM en dag igen.
Formentlig venter der en lang og glorværdig karriere ude i horisonten, men uanset hvad vil han blive husket som Danmarks første verdensmester på herresiden.
»Det er nok Mads, der præcist kan svare på, hvad det har ændret,« siger Mitchelton-Scott-rytteren Christopher Juul-Jensen.
»Men for altid vil han have VM-ringene på armene som et symbol på, at han har vundet. Det er kun de dygtigste cykelryttere, der har det. Måske føler han, at det ikke kan gå helt galt, uanset hvad der sker. Han har jo vundet VM.«


