Brud på højre lårben, hofte og albuen – og flere brækkede ribben.

Cykelrytteren Chris Froome blev opereret i otte timer efter sit styrt onsdag og er nu indlagt på intensiv afdeling i mindst et par dage mere.

Det fortæller Team Ineos-holdchef, Dave Brailsford, før starten på torsdagens etape i det franske løb Critérium du Dauphiné.

»Han ligger på intensiv i to-tre dage endnu. Så ser vi, hvornår vi kan sende ham hjem,« siger Brailsford før torsdagens etape ifølge flere franske medier.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Han fortæller desuden, at Froome også har pådraget sig nogle mindre indre skader, men at han endnu ikke har talt med Froome, da han fortsat er bevidstløs.

Men faktisk kunne alt det have været undgået, da Chris Froome under en træningstur onsdag forud for enkeltstarten røg i asfalten og dermed missede muligheden for at stille til start ved årets Tour de France.

Det afslørerde Dave Brailsford tidligere i BBC-podcasten BeSpoke.

»Han kom ned ad en teknisk nedkørsel og hen på en mere lige vej med huse på hver side,« forklarer han.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Her signalerede den britiske cykelstjerne til Wout Poels, at han ville pudse næse. Men da han tog hænderne væk fra styret, kom der et vindstød, der tog fat i forhjulet, hvorefter Froome mistede kontrollen og røg direkte ind i en mur.

»Han ser ikke godt ud. Der er styrt, og så er der slemme styrt. Og det her var et slemt styrt,« siger Brailsford, der også afslørede, at Froome gik fra en fart på 54 kilometer i timen til at havne i asfalten.

Chris Froome mistede desuden bevidstheden i forbindelse med styrtet.

Hurtigt efter uheldet blev det klart, at den 34-årige stjerne ikke kommer til at deltage i dette års Tour de France.

Froome var en af favoritterne til at tage den samlede sejr i Critérium du Dauphiné, men også i Tour de France, som han har vundet i 2013, 2015, 2016 og 2017. Tour de France starter den 6. juli i Bruxelles og slutter søndag den 28. juli i Paris.