En af feltets absolutte topsprintere er ikke længere med i årets Giro d'Italia.

Den colombianske sprinter Fernando Gaviria er udgået på 7. etape af løbet på grund af knæproblemer, oplyser hans hold, UAE Emirates, på Twitter.

- Efter en stærk første uge er Fernando Gaviria blevet tvunget til at udgå af løbet grundet smerter i sit venstre knæ, som han har haft i flere dage, skriver holdet.

Gaviria vandt 3. etape til Orbetello i en spurt og nåede dermed at efterlade et godt aftryk på årets første grand tour.

Sejren var dog lidt speciel, da Elia Viviani egentlig vandt etapen, men efterfølgende blev frataget sejren for at have lavet et voldsomt svaj i spurten, som forhindrede flere rivaler i at køre med om sejren.

Gaviria nåede også at være med til at fejre holdkammeraten Valerio Conti, som torsdag kørte sig i den lyserøde førertrøje.

Gaviria vandt i 2017 hele fire etaper i Giroen, mens det i 2018 blev til to etapesejre i Tour de France.

Med kuperede etaper fredag og lørdag var der ikke udsigt til, at Gaviria kunne få et par rolige dage i sadlen, og knæet volder åbenbart så store problemer, at han ikke vil forsøge at nå frem til mandagens hviledag.

Umiddelbart var der også kun tre mulige sprinteretaper tilbage af årets løb, så chancerne for yderligere succes ville have været begrænsede for den lynhurtige colombianer.

/ritzau/