»Lige inden cykelløbet går i gang, ønsker man sig, at man var ham, der sidder på sidelinjen og drikker en øl. Jeg frygter lidt det, der ligger forude. Man ved ikke, hvad der kan ske. Man kan styrte og slå hovedet mod en pæl, slå sig selv ihjel.«
Christopher Juul-Jensen er professionel cykelrytter på ottende år, men indimellem ville han ønske, at han ikke var en af dem, der sætter sig op på cyklen for at køre hundredvis af kilometer på smukke cykler og i flotte holddragter.
»Når jeg sidder i bussen inden et løb, er jeg nærmest lidt bange for, hvad jeg skal ud til.«
»Der er så mange grunde til, at det burde gå forfærdelig galt, hver gang vi kører cykelløb. Og det gør det ikke.«
Lørdag er han en af de danskere, som stiller til start i årets første Grand Tour, Giro d'Italia. Mere end tre ugers cykelløb rundt i Italien, som danskeren udmærket godt ved, at han ikke kommer til at vinde.
»Vi ved allesammen, at der er stor sandsynlighed for, at jeg taber, når jeg stiller til start på lørdag.«
I sportens verden handler det om at vinde. Det handler om at være bedre end alle de andre, og i cykelsporten i særdeleshed handler det om at være den, der står tilbage som den sidste, der har hjerte, lunger og vilje tilbage i kroppen, når alle andre har givet op.
Cykelsporten er unik, idet den er kontrær til sportens ånd. Der er en vinder og typisk hundredvis af tabere.
»Vi er evige optimister,« siger Christopher Juul-Jensen.
»Jeg vinder formentlig ikke, men man kan jo aldrig vide.«
Danskeren har vundet tre sejre på otte år i sin professionelle karriere. I 2015 vandt han DM i enkeltstart, og samme år vandt han den samlede sejr i Post Danmark Rundt. Så gik der tre år inden næste sejr, da han kørte alene i mål ved fjerde etape af Schweiz Rundt i 2018.
Med andre ord er chancen for at sejre usandsynligt lille, når han stiller til start. Cykelsporten er fyldt med lykkeriddere, og når sejren kommer, er glæden kort. Meget kort.
»Den ene gang lykkes det, og så er det det hele værd i det øjeblik, man krydser målstregen. Men idet du krydser den, begynder sejren også at forsvinde fra én. Dagen efter var jeg allerede glemt. Det er, ligesom når man siger, at man går i gang med at dø, den dag man bliver født. Det er ikke lige så barskt, men der er kun den lille boble af tid, hvor man kan nyde det,« fortæller Christopher Juul-Jensen.
Det er femte gang i karrieren, at danskeren fra Mitchelton-Scott skal køre det italienske etapeløb. Tidligere er han sluttet som nummer 100, 135, 109 og som nummer 74.
Midt i en sportsgren, der mest af alt kan virke dyster, dystopisk og melankolsk, finder Christopher Juul-Jensen en glæde i, at intet er givet på forhånd. At man skal slide for at opnå succesen.
»Det er den lidelse, der gør, at vi er afhængige af det. Andet ville være kedeligt. Det er det, vi hungrer efter, hver gang vi sætter os op på cyklen. At lide os igennem et eller andet i håb om, at næste gang bliver lykkens gang. Det er en del af det smukke ved cykelsporten. Det skal ikke være fair. Det skal gøre ondt.«
Smerten er et must, men uanset hvor mange kilometer danskeren får i benene, når han aldrig det niveau, han gerne vil. Den evige stræben efter det perfekte er ikke nok.
»Formentlig bliver jeg aldrig så god, som jeg gerne vil være. Det er der ingen af os, der bliver. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er en karriere, der har givet mening,« siger Christopher Juul-Jensen.
At være cykelrytter er en kamp mod uret. Både i forhold til rytternes karriere, der er kortere end så mange andres, men også i forhold til, at alt konstant skal optimeres for at blive bedre, kunne køre hurtigere og længere.
»Man bruger enormt meget tid og energi på at forbedre sig selv på alle mulige planer. Hvert år forsøger man at gøre nye ting. Men ofte er resultatet meget det samme, selvom man virkelig har brugt meget tid og energi på optimering. Det er underligt, at man ikke tidligere tænker, når man gør det så mange år i streg, 'Fuck, det her er for hårdt',« siger Christopher Juul-Jensen, der ikke vil kalde sig selv for håbløs romantiker.
Alligevel kommer han til at fremstå en smule sådan.
»Jeg er afhængig af det her. At det bare er en barsk verden at være en del af. Både fysisk og psykisk. Omvendt er det jo bare smukt. Det er spændende, og der er ikke to cykelløb, der er ens.«
Cykelsporten indeholder et underligt modsætningsforhold. Alt er nyt og spændende, alt er anderledes, men alt er stadig det samme. I en verden, hvor normerne tilskriver, at man skal udvikle sig og bryde med rutiner, tilbyder cykling et helle.
»Der er en forestilling om, at man har en spændende tilværelse, uden at det nødvendigvis er sandt. Cykling er en dejlig undskyldning for, at man lever i de dér rutiner, som er forbudte i en almindelig verden, fordi det er lig med, at man er gået lidt i stå,« siger Christopher Juul-Jensen.
»Når jeg tager af sted, pakker jeg det samme i den samme kuffert. Det er den samme rutine. Vi bor på samme hotel hvert år. Det er de samme mennesker. Når jeg skal køre et tre-ugers etapeløb, er det også den samme rutine. Men hver dag er anderledes, man kan aldrig rigtig vide, hvad man går ind til. Det er det, jeg synes, er dybt fascinerende.«
Hvad der reelt er fascinerende, er Christopher Juul-Jensens evne til at fortælle om den småmørke pessimisme uden på et eneste tidspunkt at virke nedtrykt eller melankolsk. For danskeren er både positiv og boblende, da han fortæller om sin passion for cykelsporten. Og billedet af ham i medierne, som han har været bevidst om.
Der er blevet tegnet et billede af dig i medierne som en atypisk cykelrytter. Føler du dig atypisk i miljøet?
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg må nok være den første til at indrømme, at jeg selv er skyld i det. Jeg har forsøgt at være med til at male et billede af den dybttænkende, læsende rytter, der sidder med en stor bog og læser hele tiden,« siger Juul-Jensen.
»Det behøver jeg ikke fortælle folk om så meget længere. Det vigtige er, at jeg gerne vil være en god cykelrytter. Men jeg er nok en cykelrytter, der bruger mere tid på at tænke end andre.«
Danskeren føler sig ikke malplaceret. Han elsker cykelsporten, at snakke om cykler, dæk og om at sidde på vifte. Men i bund og grund er det nok det uberørte og kunstneriske aspekt af cykelverdenen, som får Christopher Juul-Jensen til at føle sig hjemme.
»Formel 1 er f.eks. en sportsgren, der bliver mere og mere kedelig. Cykling er smukt hver gang. De har udviklet bilerne så meget, at de nærmest ikke bliver kørt af selve føreren, men styret af pitten,« siger han.
»Cykling er stadig lunger og hjerte, der skal sørge for, at benene er bedre end ham ved siden af. Og det er på små landeveje, som er de samme som for 100 år siden.«
Juul-Jensen er en del af cykelsportens elite. Han kører på et af verdens bedste cykelhold, deltager i verdens bedste cykelløb, men han er ikke en af sportens stjerner.
»Når jeg er helt ude, hvor jeg nærmest ikke kan sige, hvad jeg hedder, er det jo ikke pænt. Man er jo grim på en cykel, fyldt med spyt, alt sidder skævt,« siger han.
Men cykelsporten kan anskues på mange måder.
»Man kan betragte den som kunst og visse ryttere som kunstnere. Sagan og Alaphilippe får det f.eks. til at se ud, som om det er så nemt at vinde. Det synes jeg, er kunstnerisk. Det er flot. De danser forbi os andre og undgår styrt, som om de nærmest kan forudse, at det vil ske. Det synes jeg, er ret smukt.«
Cykling er uforudsigeligt. Måske vinder Christopher Juul-Jensen lørdag. Det gør han højst sandsynligt ikke. Men den 29-årige stiller til start. Som så mange gange før.
Det vil han gøre igen og igen. Indtil han forhåbentlig selv vælger at sige stop en dag.
»Det fedeste må være selv at kunne bestemme, at man ikke gider mere. At man selv vælger at stoppe, frem for at man er nødt til det, fordi ingen vil give en en kontrakt. Men 7-9-13, det er ikke noget, jeg skal forholde mig til nu.«
I første omgang gælder det et cykelløb i tre uger. 3.578,8 kilometer, som han ikke bliver den hurtigste til at tilbagelægge, men alligevel skal slide sig igennem.
