Cykelrytteren Jonas Vingegaard forlænger sin kontrakt med Jumbo-Visma frem til udgangen af 2024. Det oplyser cykelholdet i en pressemeddelelse.

Dermed holder det hollandske cykelhold fat i den danske guldfugl, der sluttede på podiet som nummer to i sit første Tour de France i år.

Her var det kun Tadej Pogacar, der var bedre end danskeren.

24-årige Vingegaards hidtidige kontrakt løb til 2022, og nu har parterne altså fået papir på hinanden i yderligere to år.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det må formodes, at danskeren har fået sig en klækkelig lønforhøjelse efter sine flotte bedrifter.

»Jonas har kørt for holdet i tre år nu. Vi arbejder sammen hver dag for at blive bedre. Det er skønt at se et talent udvikle sig og vokse på holdet,« siger sportsdirektør Merijn Zeeman og tilføjer:

»Vi er sikre på, at vi sammen kan fortsætte med at opnå store resultater.«

Og Vingegaard stemmer i.

»Jeg er utrolig glad for at forlænge min kontrakt med holdet. Indtil videre har vores samarbejde været succesfuld, og forhåbentlig vil vi fortsætte med at få succes i fremtiden. Jeg har det godt her, og det gjorde det nemt og naturligt for mig at blive i længere tid på holdet,« forklarer danskeren, der er kommet på alles læber efter Tour de France.

Det mærker han på egen krop, fortalte han B.T. i forbindelse med hyldesten af ham i Skive.

»Jeg havde slet ikke forventet at blive nummer to. Det har været en sindssyg rejse. Jeg mærker en stigende opmærksomhed ved, at mere presse vil tale, og flere mennesker gerne vil have autografer og taget billeder med mig,« sagde han.

Og det kommer næppe til at ændre sig i fremtiden.