Nyd cykelholdet Team Qhubeka NextHash, mens du kan.

For det sydafrikanske World Tour-mandskab er nemlig fortid i cykelsporten, når kalenderen siger 2022.

Det står klart, efter holdet har opgivet at finde en ny hovedsponsor, skriver mediet Cyclingnews, der henviser til en intern besked på holdet, som ejerem Douglas Ryder har sendt til rytterne.

'Jeg er ked af at sende denne besked. Vi har prøvet alt for at finde sponsorer for vores hold i næste sæson, men det er ikke blevet til noget i tide,' skriver han ifølge mediet og tilføjer:

Douglas Ryder (tv.) sammen med Bjarne Riis fra NTT-tiden.
Douglas Ryder (tv.) sammen med Bjarne Riis fra NTT-tiden. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Jeg er taknemmelig for de af jer, der støttede os, imens vi snakkede med potentielle sponsorer. Der har ikke været en dag, siden NTT stoppede deres støtte, hvor vi ikke har arbejdet på at sikre en langvarig fremtid for holdet.'

Her forklarer han videre, at lukningen af holdet ene og alene skyldes økonomiske problemer.

»Vores pengeproblemer, der kom af sponsorer, der ikke betalte i tide, har virkelig ramt os,« skriver holdejeren.

Holdets nedlukning er da også et hårdt slag for den danske cykelrytter Andreas Stokbro, som snart ikke længere har nogen arbejdsgiver.

Det bekræfter han over for TV 2 Sport.

»Jeg har i lang tid troet på, at de nok skulle finde ud af noget. Holdet har et godt grundlag, og jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er nogen, der er interesserede i at støtte det, som holdet går op i,« siger han til TV 2 Sport.

24-årige Andreas Stokbro er dog ikke den eneste dansker, der bliver ramt af holdets nedlukning.

Også sportsdirektør Lars Michaelsen står snart uden arbejde.

Lasse Norman Hansen er én af de mange ryttere, der har forladt holdet den seneste tid.
Lasse Norman Hansen er én af de mange ryttere, der har forladt holdet den seneste tid. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den danske cykelstjerne Lasse Norman Hansen har allerede forladt holdet til fordel for Uno-X-mandskabet, ligesom Emil Vinjebo fremover skal køre for Riwal Cycling Team.

Det stod klart, efter Den Internationale Cykelunion (UCI) 14. december meddelte, at Team Qhubeka NextHash ikke længere kunne nå at søge licens for 2022-sæsonen.

Andre læser også