Da Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen satte sig for at skrive bogen 'Verdens 100 bedste cykelryttere 2021,' forestillede de sig mange ting.

Men førstnævnte forestillede sig ikke ét sekund, at han skulle skrive et forord, hvor han begræder sin vens død.

'Da vi havde sat det sidste punktum, og bogen var på vej i trykken indtraf den mest forfærdelige ulykke, man kan tænke sig. Min vidunderlige ven og kære, kære kollega Chris blev dræbt i en tra­fikulykke i Belgien, mens han var ude for at teste enkeltstartsruten til VM på cykel. Disse linjer er skrevet gennem tårer og voldsomt savn.'

Teksten er skrevet 20. september - to dage efter Chris Anker Sørensens død, og den sætter Dennis Ritter stærke ord på, da B.T. møder ham i anledning af bogens udgivelse 2. november. Du kan høre ham fortælle om bogen i videoen i toppen af artiklen.

Dennis Ritter sidder her og læser en passage op af afsnittet om Wout van Aert i 'Verdens 100 bedste cykelryttere 2021.' Passagen er skrevet af Chris Anker Sørensen.
Dennis Ritter sidder her og læser en passage op af afsnittet om Wout van Aert i 'Verdens 100 bedste cykelryttere 2021.' Passagen er skrevet af Chris Anker Sørensen. Foto: Kasper Løjtved/Byrd
Vis mere

»Det var nok det sværeste, jeg nogensinde har skrevet. Jeg havde jo lyst til at skrive 10 gange så langt. Jeg har mærket en lyst, lige siden det skete. Hver evig eneste dag. En lyst til at fortælle alle om, hvilket helt særligt og vidunderligt menneske, han var,« fortæller TV 2s Tour de France-kommentator.

»Men der var et tidspres. Vi måtte nærmest bogstavelig talt hive bogen ud af trykken. Det skulle bare gå stærkt, og det var helt bogstaveligt, som jeg skriver: ‘Skrevet gennem tårer.’ Det var det. Med rystende hånd. Der var chokket stadigvæk så stort.«

'Verdens bedste 100 cykelryttere 2021,' er anden udgave af bogen, som også udkom i 2020. Her rangerer Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen verdens bedste cykelryttere fra 1-100.

Det er tredje gang, at de to udgiver en bog sammen, men denne her har selvfølgelig en helt særlig betydning for Ritter. Kun halvanden måned efter at han mistede sin ven og kollega.

»Bogen gør savnet endnu mere konkret,« fortæller han.

»Der er noget dobbeltsidigt ved det her. Bogen er både forbundet med noget, der gør ondt, fordi det gør hans fravær så konkret og tydeligt. Han får ikke den glæde, det er, at sende det her lille hjertebarn ud til folk. Men bogen er også forbundet med en glæde, fordi han ville være så glad sådan en dag som i dag.«

'Verdens 100 bedste cykelryttere 2021' har været mange måneder undervejs.

Sidst på foråret lavede Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen en bruttoliste med 80 navne på ryttere, de regnede skulle med i bogen. De mange portrætter blev delt ud mellem de to, »helt lystbetonet,« som den ene forfatter forklarer det.

Først på sommeren var 80 af rytterne altså klar, de blev revurderet efter årets Tour de France, så de endte med at have i omegnen af 110 ryttere. Så blev de skåret til, inden Ritter og Chris Anker skulle finde ud af at rangere de 100.

»Det første år lå vi på gulvet hjemme hos mig med sådan nogle små udklippede sedler med rytternes navne på, lagde dem fysisk på gulvet i den rækkefølge, vi syntes, de skulle være i bogen. I år var det hjemme hos Chris ved hans spisebord, og han havde så printet navnene ud og klippet dem ud.«

Og selvom Chris Anker Sørensen ikke er her længere, er der slet ingen tvivl om, at hans indflydelse på bogen er helt enorm.

Det fortæller Dennis Ritter.

»Chris bidrager med sin helt enorme indsigt i cykelsportens krinkle kroge og detaljer. Der var ikke grænser for, hvad han vidste. Og så bidrager han med et sprog, der var typisk Chris Ankersk. Han var ikke en traditionel journalistisk fortæller som sådan. Men en vanvittig dygtig fortæller, og en mand med en underfundig, underspillet men dog meget tydelig humor.«

»Hans præg på denne bog er meget tydeligt.«

Desværre får hans medforfatterskab til bogen nu en helt anden symbolik, end det oprindeligt skulle have haft.

Det var aldrig meningen, at det skulle være sådan.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Alligevel har bogen udviklet sig til en form for afskedsværk for Chris Anker Sørensen, efter hans død som kun 37-årig efter en trafikulykke i Belgien.

»Det er så vemodigt at konstatere, at det her ender med at blive Chris’ sidste historier. Der er stadigvæk tårer i øjenkrogen, helt konkret. Det er der,« siger Dennis Ritter.

»Det er der ikke hver dag længere, men det er der jævnligt. Hold kæft, det er gået op for mig, hvor meget han fyldte i mit liv, de år vi kendte hinanden.«

Selvom tårerne ikke tvinger sig ind i den garvede kommentators liv på daglig basis, som de gjorde engang, har bogen gjort det meget håndgribeligt, at Chris Anker Sørensen er væk for altid.

For der har været flere situationer, hvor Dennis Ritter har mærket savnet.

»For tiden er det meget konkret med bogen her, der udkommer. Meget, meget konkret. Alle samtalerne, jeg har haft med forlaget efter hans død. Der har jeg virkelig også manglet ham,« forklarer Dennis Ritter om sin ven gennem 13-14 år.

»Nu skal bogen så ud til folk, og jeg har på en eller anden måde i forhold til sidste år et ekstra brændende ønske om, at folk tager godt imod den. Så Chris bliver glad.«

Du kan læse mere om, hvordan Dennis Ritter fik overrakt nyheden om sin nære vens død, her.