Det har været en hektisk sæson for Tobias Aagaard Hansen, der har taget skridtet fra stort talent til europamester med banelandsholdet. Torsdag til lørdag konkurrerer han mod selveste Mark Cavendish, Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv i Ballerup.

Ved siden af succesen på alverdens cykelbaner er den 19-årige odenseaner begyndt at køre landevejsløb på en højere hylde. Er der så plads til mere i kalenderen?

»Det er dejligt at komme ned på jorden og holde lidt pause og ikke give fuld gas hele tiden,« fortæller han til B.T., efter han har holdt nogle ugers pause – og før det går løs i Ballerup.

»Der er meget at se til, når jeg også skal passe skolen. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, hvis man tager sig sammen og er disciplineret,« fortsætter han.

Motivationen var selvfølgelig stor til EM og VM, men bagefter var Tobias Aagaard helt færdig og klar til at hente det tabte på gymnasiet.
Motivationen var selvfølgelig stor til EM og VM, men bagefter var Tobias Aagaard helt færdig og klar til at hente det tabte på gymnasiet. Foto: Line Svindt/Byrd
Vis mere

Tobias Aagaard Hansen går i 3. g på Odense Tekniske Gymnasium. Til sommer kan han sætte studenterhuen på hovedet og bagefter fokusere alle sine kræfter på cykelsporten. Mere end han allerede gør.

»Det er klart sporten, der fylder mest, og jeg bruger næsten alle mine timer på det,« forklarer han og understreger, hvor megafedt det er.

Men det har selvfølgelig en pris. Som så mange andre unge sportsfolk før ham betyder det, at han indimellem må sige nej til at deltage i sociale arrangementer med klassekammeraterne.

»Selvfølgelig er der det klassiske med, at jeg ikke tager på byture, men det er overhovedet ikke slemt. Nogle gange kan jeg måske godt tænke, at den der fest ville jeg da gerne have været med til, men når jeg generelt kigger på det, jeg laver, er det en superspændende verden at være i,« fortæller Tobias Aagaard Hansen, der 'møder tonsvis af mennesker' på sine rejser.

»Det er en vægtning, men det er den vej, jeg vil gå. Det er det, det kræver, og ellers ville jeg nok ikke være kommet så langt,« siger den nykårede og lettere sensationelle europamester.

At Tobias Aagaard Hansen netop har valgt en HTX-uddannelse på Odense Tekniske Gymnasium, er ikke tilfældigt. Han elsker at nørde cykelsportens tekniske elementer.

»Jeg har stor interesse for det, og der er tonsvis af muligheder med udstyret, som jeg undersøger.«

Han griner afvisende på spørgsmålet om, hvorvidt han er den danske udgave af den australske tidligere rytter Adam Hansen, der var kendt som cykelsportens ingeniør.

»Jeg er ikke så vild som ham, men måske lidt derhenad. Efter jeg er kommet op i niveau i fysik på HTX, kan jeg se, hvordan tingene hænger sammen. Det giver måske en lille fordel,« siger Tobias Aagaard Hansen.

Der er ingen tvivl om, at den unge cykelrytter satser fuldt ud på en karriere som professionel, hvor særligt OL i Paris om tre år står som den store drøm. Men det er altid godt at have noget, man kan falde tilbage på.

»Jeg færdiggør gymnasiet, fordi jeg så altid kan starte på en videregående uddannelse. Det er lækkert at få overstået, hvis jeg nu om fem år bliver skadet, ikke er god nok eller bare ikke synes, det er fedt mere. Det skaber tryghed,« forklarer han og tilføjer, at han skubber overvejelserne om, hvilken uddannelse det i så fald skulle være, ud i fremtiden.

Men hvorfor er det overhovedet cykelsporten, den 19-årige fynbo har kastet sin kærlighed på?

Den nykårede europamester træner op til 25 timer om ugen. Det meste af tiden foregår på landevejen, fordi det skaber en god grundform til også at være god på cykelbanen.
Den nykårede europamester træner op til 25 timer om ugen. Det meste af tiden foregår på landevejen, fordi det skaber en god grundform til også at være god på cykelbanen. Foto: Line Svindt/Byrd
Vis mere

»Jeg prøvede mange sportsgrene, men det var cyklingen, der hang fast. Mine forældre har begge cyklet lidt på licensniveau. Det har jeg kigget på og tænkt, jeg også ville prøve.«

»Uden at sige for meget opnåede de ikke de store ting. Jeg er nok allerede et større navn,« griner han og forklarer det fede ved sporten.

»Det er en individuel holdport. Hvis du vil blive bedre, skal du bare træne og tage det seriøst. Man kan rykke på sig selv, og man har ansvar for sig selv i mange situationer.«

»Samtidig er det en god måde at være social på. Hvis jeg skal ud på en lang tur i weekenden, skriver jeg til nogle venner, og så kører vi sammen i fire-fem timer og snakker om alt muligt,« fortæller Tobias Aagaard Hansen, som lørdag vandt Thorvald Ellegaard Omnium på cykelbanen i Odense.

Ved tredagesløbet i Ballerup 11.-13. november danner han par med Julius Johansen, der i 2020 var med til at vinde VM-guld med det firekilometerhold, Tobias Aagaard Hansen nu skal føre arven videre for.