Tirsdag agerede Giro d'Italia desværre kulisse for et frygteligt styrt.

To ryttere fra Vini-Zabú-KTM-holdet smadrede ind i et hegn, der blæste ind på ruten, og nu fortæller den ene af de styrtede, Etienne Van Empel, hvordan han oplevede situationen.

»Jeg så ikke så meget, men jeg kunne mærke meget vind, og så fløj hegnene ind i vores gruppe. Inden jeg vidste af det, lå jeg på jorden og så Luca (hans holdkammerat Luca Wackermann, red.) ved siden af mig,« fortæller hollænderen i en video, som hans hold har lagt op på Twitter.

Uheldet blev forårsaget af en helikopter, der fløj så lavt, at den fik hegnene til at blæse ind på ruten. Og så var Van Empel vidne til en gyselig, gyselig scene scene.

»Det var frygteligt. Der var meget blod, og man kunne se, at der var sket noget rigtig slemt,« siger hollænderen om holdkammeraten Luca Wackermann, der er udgået efter det barske uheld.

Wackermann har overnattet på hospitalet, hvorfra han har delt et billede. Det kan du læse mere om her.

Skadeslisten er temmelig lang. Den 28-årige rytter har pådraget sig en hjernerystelse, brud på næsen, slag i ansigtet, herunder på sine læber og tænder.

Derudover har han forslået sit højre knæ, fået sår på det venstre, ved øjenbrynet og hagen, men også fået et brud på ryggen samt blå mærker på arme og ben.

Etienne Van Empel slap med skrækken og snitsår på fingrene og formåede at køre til mål på fjerde etape, mens Wackermann omgående blev kørt på hospitalet.

I ambulancen var han knap nok ved bevidsthed, og han havde svært ved at genkende sin sportsdirektør Luca Scinto. Han husker intet fra styrtet.

Efter uheldet har rytternes organisation CPA varslet, at man kræver en undersøgelse af, hvad der skete ved tirsdagens styrt. Det har man gjort over for den Internationale Cykelunion, UCI.

»Vi har talt direke med Luca Wackermann og vil være ved hans side for at skabe retfærdighed, efter det der skete i går ved Giroen,« skriver CPA på Twitter.

»Denne form for uheld er utålelige.«