En skrækulykke fandt sted 800 meter før mål af dagens etape i Giro d'Italia.

To ryttere fra det samme hold blev væltet voldsomt omkuld af et hegn, som blæste ind på ruten på grund af et massivt vindstød fra tv-helikopteren, der bevægede sig alt for tæt på jorden.

»Helikopteren fløj alt for lavt, og vinden, som den skabte, blæste hegnene fra hinanden,« siger Vini-Zabú-KTMs teammanager, Angelo Citracca, om det forfærdelige uheld til den italienske tv-kanal Rai 2.

»Luca Wackermann blev kørt til hospitalet, han var knap nok ved bevidsthed. Det er ikke klart, om han har brækket sit bækken eller lårbensknoglen. Hegnene var ikke sat ordentligt sammen.«

Styrtet var også så voldsomt, at den ene implicerede rytter, Luca Wackermann, havde svært ved at genkende sin egen sportsdirektør Luca Scinto.

»Han har brækket sit kindben og fået et snit under hagen. Han er ved bevidsthed, men han husker ikke styrtet – eller at han er med i Giro d'italia. Nu venter røntgenscanninger,« siger Citracca en time efter dramaet til Rai 2.

Den anden implicerede rytter var Etienne van Empel, og på mirakuløs vis lykkedes det ham at komme på cyklen igen og gennemføre etapen på trods af smerterne. Ulykken ramte gruppettoen bestående af ryttere, der var blevet sat fra hovedfeltet. Derfor kørte gruppen med relativ lav hastighed.

Altså kunne det have endt i en regulær katastrofe, hvis hegnet var blæst ud på opløbsstrækningen, mens sprinterne kom i topfart mod målet i Villafrance Tirrena.

B.T.s udsendte så ikke selv ulykken, men befandt sig ved målstregen ved dagens etape.

Helikopteren fløj så bemærkelsesværdigt lavt, at luften var fyldt med sandkorn fra stranden, så man måtte holde sig for øjnene.

Da uheldet skete inden for de sidste tre kilometer - hvor man neutraliserer tiden ved uheld - får Wackermann og Van Empel noteret samme tid som resten af gruppettoen. Derfor har Wackermann fået lov at stille til start i morgen, selv om han ikke gennemførte etapen.

Det er dog stærkt, stærkt tvivlsomt, om han er i stand til at køre videre onsdag.

Tirsdagens etape blev kørt mellem Catania og Villafranca Tirrena, og franske Arnaud Démare (Groupama–FDJ) var dagens hurtigste.