Den danske VM-lejr i Belgien er dybt berørt af Chris Anker Sørensens tragiske dødsulykke.

Det fortæller Morten Bennekou, der er elitechef i Danmarks Cykle Union.

»Der er en trykket stemning her. Det skal ikke være nogen hemmelighed.« siger Bennekou over telefonen fra Belgien.

»De ryttere, der er med her til VM, de er yngre end ham, men ikke desto mindre har de jo alle været i samtale med ham under diverse cykelløb, som han har dækket. Så det er svært, og selvfølgelig gør det stort indtryk.«

»Når alt kommer til alt, er det en god kollega, som gør det samme, som vi gør; han cykler og er på tragisk vis kommet af dage på den måde,« fortsætter han.

Chris Anker Sørensen var i Belgien sammen med TV 2 for netop at dække VM i cykling, som begynder søndag med mændenes enkeltstart.

Men på en cykeltur lørdag blev den tidligere professionelle cykelrytter ramt af en bil, og han døde senere af sine kvæstelser.

Nyheden om hans dødsfald kom ud sent lørdag aften, og her valgte lederne i den danske VM-lejr hurtigt at samle både ryttere og mekanikere for at orientere dem om, hvad der var sket.

Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

»Og så sagde jeg, at vi må se hinanden i øjnene de kommende dage og holde øje med hinanden, og hvordan folk reagerer på det her. Og det vil jeg selvfølgelig specifikt også gøre,« siger Morten Bennekou.

Han understreger dog, at Chris Anker Sørensens død ikke får indflydelse på den danske deltagelse ved VM.

»Vi bliver jo nødt til at bide tænderne sammen og gøre det, vi er kommet for i løbet af de kommende dage. Alt andet ville være forkert - også set i lyset af den person, Chris Anker Sørensen var,« siger han og fortsætter:

»Det kan jo lyde meget klichéfyldt, men hvis Chris selv kunne foreslå noget, så var det, at vi skulle fortsætte. Det er jeg sikker på. Det var sådan, han var. Men der er ingen tvivl om, at verden er sat i et lidt andet lys for alle os i cykelsporten lige nu, og det må vi jo forsøge at håndtere.«

»Så det er svært. Men jeg tror godt, at rytterne kan koncentrere sig om det, de skal i dag,« siger han med henvisning til dagens enkeltstart, hvor Kasper Asgreen og

Chris Anker Sørensen blev 37 år gammel. Han efterlader sig sin kone og to børn.