Vi kender hende som pigen med det store smil og humoren, som lurer lige under cykeltrikoten.
Men når kameraerne er slukkede, kæmper Cecilie Uttrup Ludwig hårdt for at blive den bedste i en mandsdomineret verden.
B.T. Sport har mødt den karismatiske cykelrytter, som langt hellere vil lade benene tale end tale om sig selv.
Hendes cykeleventyr startede ved et åbent hus-arrangement i den lokale cykelklub. Her blev den dengang 13-årige Cecilie Uttrup mødt af hjertevarme folk, som straks lånte hende cykeludstyr og generøst delte ud af deres viden om cykelsport.
»De tog mig med ud til forskellige cykelløb og lærte mig, hvordan man kører dem. Derfra blev jeg bare mere og mere forelsket i cykling,« siger Cecilie Uttrup.
I 2012 cyklede hun sig til en sølvmedalje ved juniorernes verdensmesterskab i Holland, og den præstation var for alvor med til at plante drømmen om en professionel cykelkarriere.
I dag er hun en af verdens bedste kvindelige cykelryttere, når hun tramper i pedalerne for holdet Bigla Pro Cycling. Men det er ikke altid let at være kvinde i en verden, som stadig favoriserer mændene.
Cykelfans husker nok mange af de store cykelkoryfæer såsom Bernard Hinault, Eddy Merckx, Greg LeMond, Lance Armstrong og vores egen Bjarne Riis, men hvad har de til fælles? De er alle sammen mænd.
»Traditionelt har cykling altid været en mandesport. Spørg mig ikke hvorfor, for jeg synes jo ikke, at der er nogen grund til det,« siger Cecilie Uttrup.
Hun mener, at hun og hendes kvindelige kollegaer cykler landevejene tynde i en tid, hvor der stadig er stor ulighed mellem mænd og kvinder, hvis vi kigger på for eksempel tv-transmissioner, at der ikke er nogen mindsteløn for kvinder, og at antallet af kvindelige cykelryttere ved OL stadig er lavt.
Mange kvindelige cykelryttere kører faktisk gratis, og de må derfor have et job ved siden af. Det har Cecilie Uttrup selv prøvet, og hvis man tilbringer dagen i et supermarked og bagefter skal ud at træne, bliver det et kompromis, mener hun.
»Den dag, der kommer flere penge ind i kvindecykling, vil vi også helt klart se, at niveauet stiger,« konstaterer hun.
Men ud over at være mandsdomineret er cykelsporten også præget af mistro og fordomme om doping. Bigla-rytteren erkender da også, at doping fylder meget i cyklingens univers. Men hun er ærgerlig over, at det fylder så meget, især for nysgerrige journalister, for hun ønsker i stedet at snakke om alle de fede ting ved cykelsporten, for dem er der masser af.
Ud over dopingrygter er det eneste, som Uttrup finder lettere irriterende ved cykelsporten, når der hver aften er pasta og kødsovs eller kylling på hotellets menu. Men hvis vi skal ned i sådan nogle petitesser, er der nok ikke meget at brokke sig over, konstaterer hun.
»Prøv og hør, jeg lever da min drøm. Jeg får penge for at rejse rundt i verden og bare være på min cykel. Det er sgu da at leve drømmen, når man elsker at cykle, som jeg gør,« fastslår hun.
Kun få var i tvivl om, at hun elsker cykling, hvis man så hendes karismatiske interview, som hun gav efter sin tredjeplads i Flandern Rundt. Og til dem, som var i tvivl om, hvorvidt hendes reaktion var ægte, kan hun fortælle, at der nok er lidt italiensk blod i hende.
»Folk skal forstå, at jeg var så udmattet og samtidig så vanvittig glad, for nu var jeg blandt verdenseliten. Jeg er super-emotionel, og når jeg er i et moment, så føler jeg det virkelig,« siger Uttrup efterfulgt af et stort grin.
Hvorvidt der også kan være en ulempe ved at give så meget af sig selv til medierne, har hun ikke tænkt så meget over.
»Jo mere man viser af sig selv, jo mere blotter man sig, og jo nemmere er man nok at ramme, men det er ikke noget, som jeg tænker over. Det ligger bare til mig at være udadvendt,« siger hun.
Men hendes boblende personlighed i tv-interview er ikke ensbetydende med, at hun bryder sig om, når det hele handler om hende. Tværtimod faktisk.
»Jeg bryder mig egentlig ikke så meget om at snakke om mig selv og om, hvordan jeg bliver opfattet. Jeg vil gerne have, at det er benene, som taler,« siger hun.
Og hvis vi lige vender tilbage til hendes legendariske interview efter Flandern Rundt, så bemærkede hun, at folk havde mere travlt med at smile ad hendes sprudlende interview end med at rose hende for hendes flotte præstation.
Mens danske Kasper Asgreen høstede stor hæder, da han kæmpede sig til en andenplads i samme løb. Og det ærgrer hende lidt, for ligesom alle andre sportsfolk, så ønsker hun naturligvis først og fremmest at blive anerkendt for sine evner til at køre på cykel.
»Folk må meget gerne sige, at hun kørte et fantastisk løb, hun var med til at animere det, hun vandt det løb. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at blive kendt, fordi jeg kan finde ud af at cykle,« siger hun.
Hvis man beder hende om at tage fremtidsbrillerne på, er den ultimative drøm for cykel-Cille at få lov til at kunne iføre sig den regnbuefarvede trikot, som er et bevis på, at man er verdensmester i en disciplin.
»For kvinderne er der kun disciplinerne enkeltstart og samlet start. Jeg vil da tage til takke med dem begge,« siger hun efterfulgt af et stort grin.
