Helt pjattet med Cykel-Cille!

Lars Løkke Rasmussen kunne ikke holde sin begejstring tilbage, da Cecilie Uttrup Ludwig leverede et mindeværdigt interview efter sin flotte tredjeplads i Flandern Rundt søndag eftermiddag.

'Jeg så desværre ikke kvindernes løb, men er blevet helt, helt pjattet med den kæmpe stolthed og livsglæde, som Cecilie Uttrup Ludwig gav udtryk for,' skrev statsministeren på Twitter.

»Det er rimelig cool,« griner den danske cykelkomet ved tanken om de reaktioner, hun har modtaget fra ikke bare Lars Løkke Rasmussen, men også fra hundredvis af andre danskere oven på sin bedrift i det store belgiske cykelløb.

Podiet fra søndagens Flandern Rundt: Annemiek van Vleuten, Marta Bastianelli og Cecilie Uttrup Ludwig.
Podiet fra søndagens Flandern Rundt: Annemiek van Vleuten, Marta Bastianelli og Cecilie Uttrup Ludwig. JULIEN WARNAND

»Jeg har fået ret mange reaktioner. Det er crazy! Min telefon har været rødglødende: Twitter, Facebook og Instagram har bimlet og bamlet, og mange folk har ringet til mig,« jubler den 23-årige professionelle cykelrytter.

Efter at hun erobrede podiepladsen i det traditionsrige cykelløb - et af verdens største - gav hun et interview til TV 2 Sport, som hurtig gik viralt takket være hendes umiddelbare glæde, som eksploderede ud af skærmen. I bunden kan du se et andet af hendes stjerneinterviews.

»Jeg er virkelig bare mig selv, Skøre Cille, når jeg laver et interview. Jeg tænker ikke på, at jeg nu skal ‘levere varen’. Det er nok det, mange reagerer på. De kan se, at der ikke er noget filter,« siger ‘Cykel-Cille’, som hun kalder sig på Instagram, til B.T. dagen derpå.

Hun siger, at hun er glad for, at hendes interview måske kan være med til at gøre folk mere opmærksomme på kvindecykling, som halter langt efter mændene i popularitet.

»Det er ærgerligt, at det er sådan. Men vi tager små skridt, og kvindecykling er på vej fremad. Det er den udvikling, vi gerne vil have. Der kan sådan et interview måske være med til at åbne andre folks øjne op for kvindecykling,« siger hun.

Cecilie Uttrup Ludwig er en af de få kvindelige danske cykelryttere, som lever af sporten. Hun bor til daglig i Girona i Spanien, hvor der er et stort cykelmiljø.

Her nyder Herlev-pigen tilværelsen, som professionel på det lille Cervélo Bigla-hold, og ser frem til de kommende opgaver, som hun vil gå til med fornyet gåpåmod efter succesen i Flandern Rundt.

»Det var en stor dag, og det lover jo godt for min karriere. Jeg er stadig ung, jeg har mange år foran mig - jeg føler egentlig, at jeg bare lige er begyndt. Nu glæder jeg mig bare til næste cykelløb. Det er det, jeg lever for.«