»Jeg kan godt blive sur. Det er jo ikke fordi, at jeg altid er happy, happy, happy, happy, happy.«

Cecilie Uttrup Ludwig griner, da hun skal forklare, at hun på trods af sit sprudlende og positive væsen godt kan være i dårligt humør.

»Jeg er også sur nogle gange,« siger hun og griner igen.

»Ligesom alle andre mennesker.«

Der er noget liret og noget blær i, at man må bære trøjen i et år, efter man vinder VM.

Lørdag skal hun og fire andre danske ryttere repræsentere Danmark ved VM for linjeløb for kvinder i Yorkshire, og den 24-årige cykelrytter kan slet ikke vente med at komme i gang.

»Jeg er motiveret og klar. Jeg er ligesom en løbshest. Jeg er klar til at blive lukket ud af boksen. Jeg skal holdes tilbage,« erklærer hun, da hun møder B.T. fredag.

Hendes mange grin og smil smitter af, og de afslører en oprigtig appetit på livet og på cykelsporten. Da hun bliver spurgt om, hvad hendes ambitioner er til lørdagens prestigefyldte løb, falder svaret prompte:

»At gå ud og have det skide sjovt,« siger hun og griner højlydt af sin egen kommentar.

Cecilie Uttrup Ludwig er afslappet, men hun er også en af verdens bedste cykelryttere. Et fornemt 2019, som hun selv kalder for 'godt', har budt på en sejr ved Grand Prix de Plumelec og en række podiepladser, herunder en tredjeplads ved Flandern Rundt, ved La Course by Le Tour de France samt på tredje etape af kvindernes Giro d'Italia.

Nu gælder det sæsonens sidste løb, der måske også er det mest prestigefyldte.

»Alle ryttere går og drømmer om at vinde VM og få den regnbuefarvede trøje på. Der er noget liret og noget blær i, at man må bære trøjen i et år, efter man vinder VM,« siger Cecilie Uttrup Ludwig, der kalder løbet for en 'kæmpe cykelfest'.

I foråret bemærkede Cecilie Uttrup sig blandt andet ved at levere et følelsesladet og spektakulært interview, efter hun blev nummer tre ved Flandern Rundt.

Cecilie Uttrup Ludwig ved U23-EM i 2016.
Cecilie Uttrup Ludwig ved U23-EM i 2016. JEAN-SEBASTIEN EVRARD

Efterfølgende fortalte hun, at hun hellere vil være kendt for at cykle end for virale interviews, og denne fredag virkede det også, som om der var en smule usikkerhed at spore bag den evigt glad facade.

Om usikkerheden reelt var til stede, er svært at sige.

»Jeg ville da også gerne have, at folk sagde: 'Åh, hun er en god cykelrytter',« siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Tror du ikke, at folk tænker, at du er god til at cykle?

»Det vil jeg da håbe,« svarer hun og bryder ud i latter.

For selvom danskeren, der kører for Bigla Pro Cycling, utvivlsomt er en dygtig cykelrytter, er hun altså også bare et forfriskende pust og en herlig personlighed.

Hvem er Cecilie?

»Hun er en crazy banan,« svarer Cecilie Uttrup Ludwig.

Det er bare fedt, når man kan se, de andre lider. Måske lider man også lidt selv.

»Ej, det ved jeg ikke. Hun elsker at cykle. Jeg tror, at jeg er rimelig udadvendt og passioneret for det, jeg laver. Når jeg laver noget, så gør jeg det også 100 pct. Men det er jo svært at beskrive sig selv. Er det her svar godt nok?«

Hobbyer kan hun ikke rigtig komme på nogen af. Hvis altså man trækker madlavning og cykling fra.

Men som hun selv siger, er hun et passioneret menneske. For i samspil med sit afsmittende humør og afslappede attitude er hun aldrig tilfreds. Hun hungrer efter at udvikle sig. Skridt for skridt. Og der er mange måder, hun kan forbedre sig på.

»Det bedste ved cykling er, at der er så mange aspekter. At det ikke bare er den stærkeste, der vinder. For at være en dygtig cykelrytter skal du være god til så mange forskellige ting.«

Cecilie Uttrup Ludwig blev nummer 18 ved kvindernes enkeltstart ved VM i Innsbruck i 2018.
Cecilie Uttrup Ludwig blev nummer 18 ved kvindernes enkeltstart ved VM i Innsbruck i 2018. HEINZ-PETER BADER

Lørdag gælder det altså VM, og selvom cykelsporten kan virke absurd, fordi det kun er en lille procentdel af rytterne, der vinder, ved Danmarks 'crazy banan' godt, hvorfor hun drives af sporten.

»Man cykler da, fordi der er en chance for at vinde,« siger Cecilie Uttrup Ludwig og bryder ud i latter, som om præmissen for spørgsmål er helt absurd.

»Man tror jo på det. Hvis vi ikke troede på det, tror jeg heller ikke, at vi var her.«

Ved linjeløbet til VM kommer danskeren til at køre i en fri rolle. Det betyder, at hun i høj grad skal handle på instinkt.

»Jeg tror, at der bliver kørt meget aggressivt, og at det bliver et fedt løb at se. Jeg skal have næse for, om der er et udbrud eller andet, som jeg skal køre med i,« forklarer hun.

Alligevel handler det om at skaffe et godt resultat hjem til Danmark som hold. Og hun ved, at det ikke bliver nemt.

»Jeg elsker at konkurrere i alt. Det er fedt at køre som et team, at have en taktik og gøre løbet hårdt. Det er bare fedt, når man kan se, de andre lider. Måske lider man også lidt selv,« siger Cecilie Uttrup Luwig.

»Men det er fedt. Jeg elsker at køre løb. Det er jo derfor, man træner.«