280 kilometer på en cykel med bakker og formentlig også regn og blæst.

Det er nok de færreste, der ville kaste sig ud i et sådant projekt, men når det gælder VM-titlen og den prestigefyldte trikot med regnbuestriberne, er det noget andet.

Søndag skal herrerne nemlig dyste om at blive verdensmester, herunder otte danskere. En af dem er Michael Valgren, der har et ganske specielt forhold til VM.

»Der er noget specielt over VM og stemningen omkring det. Man kan mærke det i VM-byen, og så bor man på hotel på tværs af aldersklasserne, så vi bor på samme hotel som juniorerne,« siger Michael Valgren, da han møder B.T. under VM i Yorkshire.

»Jeg er spændt, det er jeg altid før et VM. Det er et af de få få løb, hvor jeg virkelig får sommerfugle i maven.«

Der er noget legendarisk og noget magisk over VM. Ikke nok med, at vinderen får lov at kalde sig verdensmester, får rytteren æren af at bære den hvide trøje med regnbuestriberne i et helt år frem.

Matti Breschel er Danmarks bedste VM-rytter i nyere tid, og han er ikke i tvivl om, hvad løbet betyder.

»For mig har det været større end noget andet. Jeg har prøvet at køre OL en enkelt gang, og det var ikke i nærheden af at have det samme over sig som VM,« fortæller Matti Breschel.

Matti Breschel vandt sølv ved VM i 2010.
Matti Breschel vandt sølv ved VM i 2010. Foto: BRANDON MALONE
Vis mere

»Det er den dér regnbuefarvede trøje. Jeg ved ikke, hvad der gør det, men der er noget mytisk over det. Bliver man verdensmester, skiller man sig ud i feltet, fordi man får lov til at køre med den - for mig - flotteste trøje. Man skriver sig for alvor ind i historiebøgerne.«

Matti Breschel har været tæt på. Meget tæt på. I 2010 vandt han sølv ved VM, mens han måtte nøjes med bronze i 2008. I 2014 blev det så ikke til nogen medalje, men han kunne ikke være tættere på, da han blev nummer fire i løbet.

VM er et ualmindeligt løb, idet man ofte kører på en rute, der består af flere omgange på det samme stykke, og det kræver noget helt specielt af rytterne.

»Rytmen er anderledes end i andre løb. Tit kører man på en rundstrækning, som man kører en hel del gange. Der lærer man til sidst alle svingene at kende nærmest som sin egen bukselomme. Og man ved lige nøjagtig, hvor man skal sidde henne og på hvilket tidspunkt.«

Med 10 deltagelser i VM-løb ved Matti Breschel om nogen, hvad det vil sige at skulle forsvare sit land ved et af verdens største cykelløb. Og netop fordi, at løbet er så karakteristisk, krævede det også en helt anderledes måde at gribe løbet an på.

»Jeg brugte en helt speciel taktik, som jeg sgu ikke rigtig brugte i andre løb,« fortæller Matti Breschel.

»Det var at sidde og firre (lade sig falde tilbage gennem feltet, red.) på de bakker og stigninger, der var. Det er meget svært, og det er noget af et sats, hvis det er, at man gerne vil køre finalen. I bund og grund er det at komme først ind på stigningen og næsten sidde bagerst, når du rammer toppen.«

Derfra handlede det så for Matti Breschel om at kunne køre sig frem i feltet igen uden at bruge nogen kræfter ved hjælp af sine hjælperyttere. Mændenes linjeløb starter kl. 9.40 dansk tid og forventes at vare ca. syv timer.