Forårsklassikeren Flèche Wallonne er kort inden starten i belgiske Charleroi ramt af massivt kaos.

Den forsvarende Tour de France-vinder Tadej Pogačar og resten af UAE Team Emirates er kylet ud af løbet efter en positiv covid-19-test.

Slovenske Tadej Pogačar virker langtfra tilfreds med beslutningen. På Twitter skriver han:

»Vi er alle negative, men vi stiller ikke til start i Fléche Wallone. I går havde vi en falsk positiv-test, men efterfølgende testede vi tre gange negativ.«

Den forsvarende Tour de France-vinder Tadej Pogačar og resten af UAE Team Emirates er kylet ud af Fléche Wallone efter en positiv covid-19-test.
Den forsvarende Tour de France-vinder Tadej Pogačar og resten af UAE Team Emirates er kylet ud af Fléche Wallone efter en positiv covid-19-test. Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

Ifølge UAE Team Emirates testede den italienske profil Diego Ulissi og en ikke navngivet holdansat positiv i går.

Men det var angiveligt en falsk positiv - begge personer har ved adskillige prøver fremvist negative testresultater efterfølgende, og de er også tidligere blevet vaccineret mod virussen.

Alligevel er holdet udelukket af onsdagens forårsklassiker, hvor holdet ellers var udset til at spille en nøglerolle med Tadej Pogačar og sidste års vinder, Marc Hirschi, som kaptajner.

»Selv om holder er frustreret over afgørelsen, accepterer vi til fulde beslutningen fra de belgiske myndigheder,« forklarer UAE Team Emirates i en udmelding på holdets hjemmeside.

Flere danskere stiller til start i Flèche Wallonne, der afgøres på den legendariske Mur de Huy-stigning.

Hos mændene er Jakob Fuglsang (Astana) og Jonas Vingegaard (Jumbo–Visma) blandt outsiderne, mens Cecilie Uttrup Ludwig ventes at spille en nøglerolle i kvindernes udgave.

Bt.dk dækker løbet tæt