I 121 dage har hungrende fodboldglade fans ventet på, at de igen kan blive lukket ind på Superliga-tribunerne.

Men selvom duften af grillpølser og en kold fadøl i forårssolen burde kunne lokke enhver fodboldfan til det nærmeste Superliga-stadion, er der stadig én klub, hvor det kniber med billetsalget.

Når AaB onsdag aften tager imod OB i nedrykningsspillet, kan der med de nyeste restriktioner lukkes 3.750 AaB-fans ind på et stadion, som normalt kan rumme 13.100 tilskuere uden restriktioner.

Alligevel melder AaBs marketingschef, Martin Skammelsen, at der onsdag formiddag stadig er godt 1.000 billetter tilbage til fodbold-glade aalborgenserne.

Det er slut med helt tomme tribune på Aalborg Portland Park, men det kniber for Aab med at få alle billetter solgt til kampen mod OB.
Det er slut med helt tomme tribune på Aalborg Portland Park, men det kniber for Aab med at få alle billetter solgt til kampen mod OB. Henning Bagger

»Vi har indtil videre solgt 2.800 billetter, men der en del, der gør, at vi ikke har solgt alle endnu. Kampen ligger klokken 18, og tilskuerne skal allerede være på stadion 75 minutter før. Så kan det være svært at nå at blive testet og få styr på coronapasset inden da,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Vi tænker, at der stadig kan nå at komme flere, og vi håber på at få udsolgt. Men udeholdets tilskuere er selvfølgelig ikke velkomne.«

I den nuværende Superliga-ordning er der nemlig ikke noget udebaneafsnit til gæsternes fans, hvorfor det kun er hjemmeholdets tilskuere, der må komme på stadion.

Derfor understreger Martin Skammelsen, at alle OB-supportere i forklædning vil blive afvist ved indgangen.

Lyngby-spillerne kan glæde sig over, at deres tilskuere er tilbage på lægterne, og at der er udsolgt til deres kamp mod Sønderjysk.
Lyngby-spillerne kan glæde sig over, at deres tilskuere er tilbage på lægterne, og at der er udsolgt til deres kamp mod Sønderjysk. Bo Amstrup

Den samme melding kommer fra FC Nordsjællands kommunikationschef, Christian Wolny, inden deres hjemmekamp mod Brøndby onsdag aften. Men han kan ikke styre, om Brøndby-fansene vælger at forsamle sig ude foran Right to Dream Park.

»Det må de jo godt, men derude er det jo politiets opgave at håndtere dem. Jeg ved i hvert fald bare, at vores spillere har savnet vores fans og omvendt,« siger han til B.T.

Christian Wolny meddeler, at de ikke har sat nogen af de 1.800 billetter til salg - det antal tilskuere, de har besluttet at lukke ind til opgøret mod Brøndby.

I stedet har klubben valgt, at det kun er sponsorer og sæsonkortholdere, der har mulighed for at komme ind og se kampen. Derfor kan klubben ikke melde, om alle 1.800 pladser bliver besat, men at de kraftigt går ud fra, at det bliver tilfældet.

Problemer med billetsalget kender de ikke til i Lyngby, selvom de ligeledes spiller onsdag aften klokken 18. De melder om udsolgt til aftenens kamp mod Sønderjyske.

2.400 af hjemmeholdets tilskuere bliver lukket ind på Lyngby Stadion, hvor den administrerende direktør i klubben, Andreas Byder, meddeler, at fansene er klar til at bære holdet frem til sejren.

»Der er ingen tvivl om, at vores fans har glædet sig meget. De kommer til at brave ud på tribunerne i aften,« siger klubdirektøren til B.T.

Han forklarer desuden, at klubben er klar til at opstille en midlertidig tribune, hvis de vil forsøge at få flere tilskuere ind til de helt store kampe.

»Skal vi spille en eller anden sindssyg kamp, så er vi klar med det initiativ,« slutter Andreas Byder.