Milliardæren Mark Davis, der ejer NFL-holdet Las Vegas Raiders, er kommet i massiv modvind, efter han delte et opslag på holdets private Twitter-profil.

'Jeg kan trække vejret,' stod der i opslaget, som blev delt, fordi der var faldet dom i sagen om George Floyd, der blev dræbt i politiets varetægt sidste år.

Amerikaneren blev kvalt af en politimand, som ikke fjernede sit knæ fra hans hals, selv om George Floyd råbte, at han ikke kunne trække vejret. Politimanden blev tirsdag dømt skyldig i drab.

Tweetet fra Las Vegas Raiders var ment som en støtte til Floyd-familien, men blev misforstået. Det skyldes blandt andet, at 'Jeg kan trække vejret'-trøjer blev båret af New York City Police Department-tilhængere i 2014, da en anden sort mand var død i ordensmagtens varetægt.

I et interview med The Athletic tager Mark Davis det fulde ansvar for det kontroversielle opslag.

»Jeg er meget ked af det og skuffet, hvis jeg har fornærmet familien. Jeg kunne fjerne det, men det er allerede derude,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan sige helt ærligt, at jeg ikke kendte til situationen fra 2014, men nu har jeg lært noget.«

Utallige amerikanere har efterfølgende været ude og kritisere Mark Davis. Eksempelvis podcasteren Brandon Walker.

'Det værste nogensinde. Det er, hvad jeg synes tweetet er. Hvad helvede tænkte de på?' skriver han helt præcist.

NFL-ejeren siges at være god for omkring fire milliarder danske kroner.