»Et gigantisk selvmål« og »totalt tonedøvt«.

Vært på TV3 Sport, Peter Grønborg, lægger ikke fingre mellem, når han skal give sin mening til kende om den omdiskuterede Super League og aftenens seneste udvikling.

Minut for minut løber der nemlig nye meldinger ind, og senest har flere udenlandske medier erfaret, at Super League hænger i en tynd tråd.

»Det ligner et gigantisk selvmål, må man bare sige. Men det er også bare totalt tonedøvt og umusikalsk ikke at forudse den reaktion, der har været fra stort set alle. Det har jo været fans, de andre klubber, regeringsledere, journalister og mange andre,« siger Peter Grønborg.

Den 51-årige har i flere år været vært på den danske Champions League-dækning, men ved siden af jobbet er privatpersonen Peter Grønborg naturligvis også en fodboldelsker uden lige.

Og spørger man den fodboldelsker, er det positivt nyt, det der i disse timer sker.

»Jeg er da på en eller anden måde glad, hvis det her lider skibbrud. Det bryder med alle traditioner, vi har i europæisk fodbold, og som vi har haft i mange, mange år. Det har ingen gang på jorden,« siger han.

Skulle det ske, at Super League bliver lagt i graven, er Peter Grønborg spændt på især én ting:

For hvad får det af konsekvenser for de 12 klubber, at de overhovedet har stillet forslaget?

»Der er ingen tvivl om, at det får konsekvenser. Jeg tror, at vi vil se nogle folkelige bevægelser, hvor fans eksempelvis vil lægge pres på klubberne og eksempelvis forlange, at nogen træder af,« siger han.

Og noget tyder på, at det allerede sker.

Tirsdag aften skriver flere engelske medier – herunder BBC og Sky – at Manchester Uniteds næstformand og direktør, Ed Woodward, vil træde tilbage, og der har ligeledes været rygter om, at Juventus' ejer, Andrea Agnelli, ville gøre det samme.

Der kan dog også være få positive konsekvenser af de seneste dages store debat, og det er faktisk noget, som Peter Grønborg i den grad håber på.

»Jeg håber, at man efter det her får ryddet lidt op i det her med, at fodbolden har ændret sig i forhold til penge. Købssummerne og lønningerne er helt vanvittigt høje, og billetpriserne er nærmest ikke til at betale. Jeg håber, at man vil sætte foden ned der,« siger TV3 Sport-værten.