Fem danskere havde 3.497,9 kilometer på de italienske landeveje til at gøre opmærksom på sig selv i årets udgave af Giro d'Italia.

Løbet endte med at blive et historisk drama med coronasager, ændrede etaperuter og rytterprotester, men heldigvis gemte der sig også flotte danske præstationer.

Især én dansker overraskede og viste høj, høj klasse, en anden viste sig også fra sin bedste side, mens to slet ikke var dér, hvor vi håbede.

Her kan du læse B.T.s dom over danskernes præstationer under årets Giro d'Italia.

Mikkel Bjerg var overbevisende og overlegen ved Giro d'Italia.
Mikkel Bjerg var overbevisende og overlegen ved Giro d'Italia. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Hvis det her var Tour de France, havde du kørt dig ind i danskernes hjerter, Mikkel! Man kommer ikke uden om, at Giroen ikke får samme eksponering i Danmark som Touren, men hold nu op, hvor har Bjerg været brølstærk og en af løbets helt store overraskelser.

I sin første Grand Tour var danskeren her, dér og alle vegne. To tredjepladser og en placering som nummer ni er mere end bare godkendt, især når man tænker på, at UAE-danskeren har arbejdet benhårdt i fronten af feltet og siddet i rigtig mange udbrud. Sidst i Giroen forsvandt Bjerg en smule, fordi han gennemsmadrede sig selv i løbets to første uger.

Inden starten på Sicilien var den 21-årige dansker i tvivl om, hvorvidt han har niveauet til en Grand Tour. Det har du og mere til, for det her var et internationalt gennembrud.

Karakter: 8

Mikkel Honoré kørte karrierens anden Giro, og det gik noget bedre end første gang.
Mikkel Honoré kørte karrierens anden Giro, og det gik noget bedre end første gang. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Blomsten af dansk ungdom viste sig fra sin allerbedste side på de italienske landeveje. For Mikkel Honoré var det karrierens anden Giro, og allerede på andendagen var han tæt på at snuppe en etapesejr, da han blev nummer tre i Agrigento.

Ligesom Bjerg er det blevet til tre top-10-placeringer, og mon ikke det var blevet til flere for Honoré, hvis ikke han var låst i en hjælperrolle for João Almeida, som havde den lyserøde førertrøje i 15 dage.

Umådelig stærkt af den 23-årige Deceuninck-Quick-Step-rytter, der formåede at være synlig, selv om han i store dele af løbet var hjælper. Bravissimo!

Karakter: 8

Gregaard væltede ind til Giroen, men klarede opgaven fint.
Gregaard væltede ind til Giroen, men klarede opgaven fint. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Jonas Gregaard stod på startstregen til Flèche Wallonne, da han fandt ud af, at han skulle på første fly til Sicilien for at køre karrierens første Grand Tour. Og det slap han hæderligt fra.

Astana-danskeren endte hurtigt med at få en større rolle end den, han var tiltænkt, da mandskabet lynhurtigt mistede Miguel Ángel López og Aleksandr Vlasov.

Den 24-årige Gregaard var ikke specielt synlig, men sled for Jakob Fuglsang under en Giro, hvor han både havde gode og dårlige dage. En fin og godkendt præstation for Gregaard, uden at det var prangende. Nu bliver det spændende at se, hvor han skal køre næste år.

Karakter: 6

Det blev desværre heller ikke denne her gang for Fuglsang.
Det blev desværre heller ikke denne her gang for Fuglsang. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Jakob Fuglsang gør altid opmærksom på sig selv. Enten på den gode, den dårlige eller på den uheldige måde.

Denne her karakter er ikke helt nem at give, for den 35-årige stjerne erobrer karrierens bedste Grand Tour-resultat med en sjetteplads. Men som han selv siger, var det ikke det, han kom efter, og derfor kan vi godt tillade os at være skuffede.

Med pomp og pragt hed målsætningen podiet, og så står man altså med en lidt fesen smag i munden, når Fuglsang ender syv minutter fra vinderen i et løb, hvor både Steven Kruijswijk, Geraint Thomas og Simon Yates udgik. Han vinder aldrig en Grand Tour.

Karakter: 5

Jesper Hansen gjorde desværre ikke det store væsen af sig.
Jesper Hansen gjorde desværre ikke det store væsen af sig. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Så nåede vi til Jesper Hansen, rosinen i pølseenden. Den generte dansker er sjældent en mand, man lægger mærke til, og det gjorde man altså heller ikke i årets Giro.

Cofidis-klatrerens mål var at køre finaler, men vi så ham kun i to udbrud, hvor han aldrig var i nærheden af sejren.

Vi ved godt, at Jesper Hansen ikke skifter til Ineos i morgen, men hans præstation var ikke god nok, når man er på udkig efter en arbejdsgiver til næste år. Det ligner et karrierestop for den ellers sympatiske fynbo, for lad os sige det, som det er: Han har ikke niveau til at opnå resultater på World Touren.

Karakter: 4