»Det var fantastisk – et af de bedste, jeg har set. Det var så vindunderligt, vellykket og dramatisk,« siger manden med den karakteristiske stemme.

»Det havde alt, man kunne ønske sig. En stor sejr, stort mod, en stor vilje til at forme løbet og store nederlag.«

Sådan fortæller Jørgen Leth til B.T. om årets udgave af Paris-Roubaix, der udviklede sig til et drama af de helt store.

Rytterne udkæmpede et smukt slag på mere end 250 kilometer på de franske landeveje under fuldstændig surrealistiske vejrforhold.

Det var nærmest umenneskelige forhold, rytterne kørte under denne søndag.
Det var nærmest umenneskelige forhold, rytterne kørte under denne søndag. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Jeg var rørt over det. Fantastisk, at cykelsporten kan blive ved med at give så store gaver. Jeg vil allerede nu kalde løbet for episk og legendarisk,« forklarer Jørgen Leth.

Efter maratonløbet var det italienske Sonny Colbrelli, der trak sig sejrrigt ud af den storslåede batalje, som allerede nu har efterladt uforglemmelige billeder på nethinden hos folk.

Rytterne skøjtede rundt, styrtede, sled og kæmpede helt tildækket med mudder, da de leverede præstationer, der tenderer til det umenneskelige.

»Jeg er stærk tilhænger af, at løbet skal være ubarmhjertigt, ikke være skånsomt eller indrettes efter humanistiske forestillinger. Det skal være så hårdt som muligt. Tilfældigheder spiller ind,« siger Jørgen Leth.

»Det er skæbnetungt. Det skal det være.«

Filmskaberen, forfatteren og cykelkenderen – der blandt andet står bag kultfilmen 'En forårsdag i helvede' om netop Paris-Roubaix – blev blæst bagover af cykelslaget på de mytiske brosten.

»Det er helte, jeg så. Billeder af sportsfolk, atleter, som giver sig fuldstændig og satser helt betingelsesløst. De deltager jo i noget, der nærmest overgår deres vildeste fantasi. Et løb som det her giver mig nogle følelser, jeg godt kan lide, men som jeg får meget sjældent. Indimellem kan de fremtvinges af kunstværker,« forklarer Jørgen Leth.

»Elementære menneskelige følelser. Glæde, sorg, smerte og fantastisk begejstring. Ømheden. Det her var helt enormt bevægende, næsten bedre end at læse en god roman.«

Han knyttede også en kommentar til billederne af de heroiske ryttere.

»De er flotte, som de kommer i mål helt mudrede til. De ligner skulpturer, det kan jeg enormt godt lide.«

Da vinderen Sonny Colbrelli passerede målstregen efter mere end seks timer i sadlen, brød han fuldstændig sammen i en blanding af latter, gråd, udmattelse og råb.

Netop det øjeblik, hvor den beskidte italiener lagde sig afkræftet på jorden, gjorde dybt indtryk på Leth.

Sonny Colbrelli kunne nærmest ikke tro det, da han vandt 2021-udgaven af Paris-Roubaix.
Sonny Colbrelli kunne nærmest ikke tro det, da han vandt 2021-udgaven af Paris-Roubaix. Foto: YVES HERMAN
Vis mere

»Jeg var direkte rørt over Colbrelli. Han skreg jo af lykke,« siger han.

»Jeg havde tårer i øjnene, da de kom i mål. Det er også voldsomt rørende at se, hvordan de ligger på jorden, helt smadrede hver især. De er store helte og gør fantastiske ting, men bag ved er de mennesker med et følelsesliv og en måde at bearbejde deres oplevelser på.«

Jørgen Leths 'En forårsdag i helvede' er optaget på de franske landeveje i 1976.

Og i 2021-udgaven blev den 84-årige cykelentusiast fragtet tilbage til en tid, han troede var svunden.

»Det havde noget af de helt gammeldags løb over sig. Det bragte mig tilbage til Fausto Coppi og Eddy Merckx. Jeg er lykkelig over, at man stadig kan bruge Paris-Roubaix til at fremkalde sådan nogle præstationer,« mener Jørgen Leth.

»Jeg kan ikke forestille mig noget smukkere end Paris-Roubaix i 2021. Det vil man huske. I mange år.«

Du kan genlæse B.T.s liveblog fra det episke slag her.