»Det er smerten, der gør cyklingen så ekstrem, men du bliver ven med den, og jeg kommer til at savne den. Du bliver lidt masochist.«
Ved årets udgang har danske Lars Bak valgt at stoppe sin aktive cykelkarriere, og i den anledning har han givet et interview til Midtjyllands Avis.
Silkeborgenseren har på en eller anden måde formået at blive folkekær uden at vinde særligt mange cykelløb.
»Tour de France er som Paradise Hotel; uanset om du vinder eller ej, så bliver du kendt. I 2011 lå jeg i front hver dag,« siger Lars Bak til avisen.
»Jeg blev aldrig nogen stjerne, for jeg havde ingen spidskompetencer. Jeg er ikke sprinter, jeg er ikke bjergrytter.«
I årevis har danskeren kørt cykelløb for at ofre sig for sine holdkammerater. Han har kørt løb for ikke at vinde, hvilket i virkeligheden er stik imod sportens ånd.
»På taktikmøderne får jeg at vide, at jeg i alt fald ikke skal vinde. Men at jeg skal hjælpe andre til det. Det er også det, jeg får mine penge for, og det, jeg er god til. Jeg gjorde det respektabelt at være hjælperytter.«
Til gengæld har den nu 39-årige dansker været god til én ting: At lide.
»Det er dem, der har mindst ondt af sig selv, der når længst. Dem, der formår at æde sig selv, når det er koldest,« fortæller Lars Bak, der efter eget udsagn ikke har haft friske ben i de 18 år, hans cykelkarriere har stået på.
»Som professionel vænner du dig til at køre med ondt i benene. Der er aldrig en morgen, hvor jeg står op og siger: I dag har jeg friske ben. Jeg kører mellem 35.000 og 39.000 kilometer om året. Så vænner du kroppen til at have ondt.«
Samtidig med, at han giver udtryk for, at det er sorgmodigt at indstille karrieren, fortæller han dog også, at der er gode sider ved beslutningen.
For eksempel, at han ikke konstant skal have dårlig samvittighed, hvis han holder fri.
»Du kan godt nappe en eller to fridage i ny og næ. Men dæmonen sidder på ryggen af dig hele tiden: Du kan godt have det sjovt nu, Lars, men så skal du bare træne dobbelt så meget i morgen. Der er en regning for alt, hvad du gør. Jeg glæder mig til ikke at skulle tænke på, at jeg skal nå at træne, før vi skal noget. Det bliver en befrielse.«
Karrierestoppet betyder også, at Bak får lov til at leve et helt anderledes liv, hvor han kan bruge mere tid på sin familie. For indtil videre har arbejdet været førsteprioriteten.
»Jeg var aldrig med til første eller sidste skoledag. Da lå jeg og kørte etapeløb i udlandet. Cyklen kommer bare altid først,« siger Lars Bak.
»Jeg har været vant til en tilværelse, hvor det handlede om at optimere mig selv. Det gjorde mig måske lidt selvcentreret, uden at jeg ville det. Men det var nødvendigt for at kunne præstere.«
Nu bliver det Lars' tur til at ofre sig.
Hustruen Elisabeth har lagt sine personlige ambitioner om en karriere i politiet på hylden for Lars Baks skyld. Hun har opgivet sin identitet som politimand.
Nu bliver det den snart tidligere cykelrytters tur til at gøre det samme. Og det mener Elisabeth er en god ting.
»Min kone siger, at jeg bliver et bedre menneske.«
