Kritikken er haglet ned over influenceren Cillemouse – eller Cecilie Haugaard – som hun hedder, efter hun er udkommet med bogen 'Instagrim'.
Selv har hun dog ikke kommenteret stormvejret. Det gør hun dog nu, hvilket sker i en video på Instagram.
»Hold da op, hvor har der allerede været meget opmærksom omkring min bog 'Instagrim'. Tusind tak for jeres interesse og tak til alle dem, der har sendt kærlighed.«
»Når det er sagt, så hører jeg også kritikken, og den tager jeg til mig.«
Kritikken af Cecilie Haugaard tog især fart, efter hun deltog i DR-programmet 'Deadline'. Her forklarede hun, at bogen blandt andet handler om, hvordan hun selv har oplevet at blive ramt på selvværdet af at blive eksponeret for perfekte billeder på sociale medier.
Det fik Berlingske kulturredaktør, Birgitte Borup, til at kalde hende for dobbeltmoralsk, da Cecilie Haugaard selv deler 'perfekte' billeder.
»Når man scroller igennem hendes profil på Instagram, ligner »Cillemouse« ikke en kvinde, der er der for at indgyde ret meget andet end det mindreværd, hun selv var ramt af,« skrev hun blandt andet.
I et debatindlæg på Heartbeats blev det kaldt for 'himmelråbende hyklerisk' og lignende retorik har Information brugt i deres anmeldelse af bogen.
Forlaget bag bogen er Lindhardt og Ringhof, hvis første reaktion på kritikken var at fjerne muligheden for at kommentere de opslag på sociale medier, der handlede om bogen.
I sin video på Instagram siger hun videre, at det netop var den her debat om influencere, sociale medier og mental sundhed, hun gerne ville skabe med sin bog.
»Men jeg er selvfølgelig ked af, at den i langt højere grad er kommet til at handle om mig som afsender. Som jeg også skriver i bogen, så anerkender jeg, at jeg er en del af problemet, men netop derfor håber jeg også, at jeg kan være en del af løsningen.«
Om tankerne bag sin egen Instagram-profil forklarer hun:
»Jeg forsøger at gøre mig umage for at sprede positivitet og glæde og inspiration, men jeg er også godt klar over, at det kan være svært at skelne imellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er iscenesat (...) Så det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ser Instagrim som en stor konstrueret verden, hvor vi bevidst vælger og fravælger, hvad vi ønsker at dele. Sådan har jeg også gjort med min profil.«
Endelig slår hun fast, at hun fremover vil tænke over, hvad hun deler på sin profil, og efter arbejdet med bogen er hun gået i tænkeboks om, hvordan hun aktivt kan bruge sin platform til at dele de problematikker, der er med sociale medier.
Du kan læse B.T.'s anmeldelse af bogen, som får én stjerne, her.
