En Grand Slam-titel i tennis er guld værd. Fra i fjor - ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes - at have tjent 45 mio. kroner i pengepræmier og sponsorater, står Caroline Wozniacki efter sidste måneds Australian Open-triumf til at indkassere minimum 20 mio. kroner mere i 2018.

Det er guld værd at være feteret tennisspiller, der som Caroline Wozniacki i januar ikke blot generobrede verdensranglistens førsteplads, men også sikrede sig karrierens første Grand Slam-titel ved at vinde Australian Open-finalen mod Simona Halep fra Rumænien.

Mens den 27-årige dansker ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes sidste år havde en samlet årsindkomst på 7,5 mio. US-dollars (45 mio. danske kroner), er der lagt op til en gigantisk lønstigning, så hun i 2018 når op på minimum 65 mio. danske kroner. Et beløb, der bliver væsentlig større, hvis hun senere på året også triumferer ved enten French Open, Wimbledon eller US Open. Vinder man sidstnævnte turnering i New York, udbetales der til vinderen 22 mio. danske kroner, mens vinderen af Australian Open må 'nøjes' med 19,3 mio. danske kroner.

BT har gjort regnestykket op, og blot to måneder inde i kalenderåret 2018 har Caroline Wozniacki i pengepræmier allerede tjent intet mindre 3,2 mio. US-dollars (ca. 20 mio. danske kroner).

Hvordan hun når en pæn del af de sidste 45 mio. kroner, har Thomas Badura, der er direktør i Sponsorpeople Scandinavia, et kvalificeret bud på:

»Wozniacki har jo lukrative sponsoraftaler med store firmaer som Adidas, Rolex og Babolat. Forbes mener at vide, at hun sidste år tjente fem mio. US-dollars på disse. Men typisk er det med kontrakter af denne art, at der kan aflæses en øjeblikkelig effekt, når den pågældende atlet toppræsterer, og det er ikke mindst gennem denne bonus, at hun scorer en stor del af lønforhøjelse. Jeg vil anslå, at hendes sponsoraftaler er sammensat således, at hun indtjeningsmæssigt i 2018 kommer op på samme niveau som i fjor, og at der oveni dette kan lægges 25 procent.«

Vurderingen bakkes op af sportsøkonomen Kenneth Cortsen, der er ansat som forsker på University College Nordjylland, UCN, i Aalborg.

»Globalt set er tennissporten enorm. Hertil kommer at Caroline Wozniacki er mere kommerciel tilgængelig end de fleste. Ved Australian Open vandt hun et af de allermest eftertragtede trofæer, og det vil hendes sponsorer naturligvis belønne,« siger Kenneth Cortsen.

Under Australian Open bekræftede Caroline Wozniackis franske rådgiver, Julien Cassaigne, i et interview med BT, at der er masser af penge at hente gennem sejre ved tennissportens Grand Slam-turneringer.

»Jo bedre resultaterne er her, desto større er fortjenesten. Så da Caroline vandt Australian Open-finalen over Simona Halep, blev der udløst bonusser,« sagde Julien Cassaigne og tilføjede:

»Hvor store disse er, vælger vi af markedsmæssige årsager at hemmeligholde. Men i øvrigt er det ikke noget, vi i ’Team Wozniacki’ bruger energi på at tænke over. For Caroline gælder kun én ting: At være fuldt fokuseret på det sportslige.«

LÆS OGSÅ: Piotr Wozniacki om at træne Caroline: 'Jeg har begået fejl med nogle ting'

Thomas Badura er imponeret over Caroline Wozniacki.

»Med sin Grand Slam-finalesejr ved Australian Open har hun løftet sit kommercielle brand til nye højder. I forvejen har hun på netop dette punkt gjort det fremragende de seneste fire-fem år. Alt sammen blandt andet koblet op på venskaber med Serena Williams, det forliste forhold til golfkometen Rory McIlroy og senest forlovelsen med basketballspilleren David Lee,« siger Thomas Badura.

Han mener, at Caroline Wozniacki er én af de atleter, der er bedst til at leve op til sine kontraktlige forpligtelser.

»Hun er på dette punkt lige så dygtig og skolet som eksempelvis Roger Federer. Der går ikke mange sekunder efter en kamp, førend de har taget Rolex-uret på igen. Når visse atleter gebærder sig på denne måde, kan det virke kejtet. Men ikke når det gælder Caroline. Faktisk synes jeg, at hun balancerer sine sponsormæssige forpligtelser på en fin og naturlig måde,« siger Thomas Badura.

LÆS OGSÅ: Kun fire uger på toppen: Nu slutter det for Wozniacki

Mens Caroline Wozniacki i 2016 var placeret som nummer seks på Forbes’ liste over de idrætskvinder, der tjente mest, var hun sidste år dalet til en syvendeplads.

»Når listen opgøres næste gang, er det indiskutabelt, at hun vil avancere. Men som jeg ser det, er det ikke usandsynligt, at hun de kommende år kommer til at tjene endnu mere end tilfældet er nu,« siger Thomas Badura og henviser til, at Caroline Wozniackis sponsor-portefølge problemløst kan udvides.

»Der er stadig interessante kategorier åbne. Jeg synes eksempelvis godt, at man kunne tænke i sponsoraftaler med større teleselskaber, banker eller bilfabrikanter. Da den tidligere verdensetter og Grand Slam-vinder Angelique Kerber fik Porsche som sponsor steg hendes markedsværdi. Ofte er det jo sådan, at den co-branding, en sponsorkontrakt kan skabe, er mere værd end den enkeltstående aftale,« siger Thomas Badura.

Sportsøkonomen Kenneth Cortsen glæder sig til at følge Caroline Wozniacki i den resterende del af sæsonen.

»Umiddelbart vurderet har hun ved Grand Slam-turneringerne bedst mulighed for at sikre sig sæsonens anden titel ved US Open. Lykkes missionen, kommer hun til at tjene endnu flere penge, end tilfældet er nu. For markedet i USA er det største i verden,« siger Kenneth Cortsen, der ved, hvad han taler om, eftersom han så sent som mandag kom hjem fra et par måneders studieophold i San Francisco og Boston.