Boksefans med hang til nostalgi kan så småt godt begynde at glæde sig.

For det dufter af en tredje omgang af 90ernes episke sværvægtsbrag mellem Mike Tyson og Evander Holyfield.

Rygtet har længe svirret i boksekredse, og nu bekræfter Mike Tyson selv, at der er noget om snakken.

»Jeg vil bare lade alle vide, at kampen mellem mig og Holyfield 'is on',« fortæller Mike Tyson i en livesending på Instagram – skriver news.com.

Foto: JEFF HAYNES
Vis mere

»Det eneste, vi mangler, er at få ordnet nogle små, fundamentale papirarbejde-ting, og så kan jeg og Evander komme i gang.«

Og skal man tro den nu 54-årige Tyson, er der allerede udvalgt en dato til braget.

»Holyfield er en ydmyg mand og en mand af Gud, men jeg er Guds mand. Jeg kommer til at sejre den 29. maj,« lyder det fra den skandaleombruste bokser.

I 1996 mødtes de to for første gang. Her endte det med et overraskende og dramatisk nederlag til Mike Tyson.

Foto: EPA
Vis mere

Men det er returopgøret året efter, der har skrevet sig ind i historiebøgerne som én af de største bokseskandaler. Her blev Tyson diskvalificeret efter, at han bed en stump af Holyfields øre af.

Mike Tyson gjorde sidste år comeback til boksesporten med en uafgjort kamp mod Roy Jones Jr.

I januar sagde 58-årige Holyfield følgende om mulighederne for et tredje brag mod Tyson.

»Jeg træner stadig til dette. Jeg ved, at det en dag vil ske, og jeg er klar til ham. Jeg gør det ok.«