Bokseren Gervonta Davis var lørdag involveret i et flystyrt.

Amerikaneren, der er verdensmester i WBA superletvægtsklassen, slap uskadt fra flystyrtet. For kort efter livestreamede han nemlig fra landingsbanen, hvor han sad på den brandvarme asfalt.

»Jeg er rystet. Det er som noget, man ser på film,« lød det på livestreamen ifølge det engelske medie Mirror.

Gervonta Davis var på vej til Las Vegas i et privatfly fra lufthavnen i Fort Lauderdale, der ligger i Florida, men han nåede ikke særlig langt.

Gervonta Davis med de sorte handsker.
Gervonta Davis med de sorte handsker. Foto: Andrew Couldridge
Vis mere

»Flyet styrtede ned. Flyet lettede ikke engang. Det kørte afsted, men lettede ikke. Åh gud,« siger han i videoen.

Selvom bokseverdensmesteren på mirakuløs vis ikke kom til skade under flystyrtet, så har oplevelsen alligevel sat sine spor.

»Til alle, der ønsker at flyve i et privatfly: Jeg tror, at jeg er færdig med det. Jeg tager bilen eller fanger et tog,« siger han.

Den offentlige informationsmedarbejder i byen Fort Lauderdale Mike Jachles fortæller, at privatflyets front oplevede problemer, da flyet kørte hen ad landingsbanen.

Det førte til, at piloten mistede kontrollen over flyet, der endte ude i græsset.

En enkelt person ombord fik behandling efter uheldet, men nægtede at tage på hospitalet. Resten af passagererne fik kun små skrammer, lyder det.