Noget af det, som jeg personligt synes er super svært at svare på, er, når folk spørger mig om mit eget forhold til teknologien. For hvis det forhold skulle beskrives, som man beskriver forhold på Facebook, ville jeg kalde det kompliceret.

På den ene side bruger jeg jo en stor del af min tid på at kritisere den måde, som mange af de sociale medier har invaderet vores sind og samfund, og hvordan de langsomt er i gang med at underminere vigtige menneskelige egenskaber som fordybelse og nærvær – mens jeg på den anden side samtidig er storforbruger af de selvsamme medier.

Indtil videre har jeg retfærdiggjort denne dobbelttydighed ved kun at bruge de sociale medier som en kommunikationskanal for mit professionelle virke som læge med fokus på den sunde digitalisering. Den måde at tænke på gør nemlig, at jeg får filtreret op imod 60-70 procent af de gange, jeg får lyst til at poste ting på de sociale medier, fra. Ting, som kunne have været hyggelige at dele, og som andre måske ville like, men som faktisk ikke er særlig vigtige eller relevante.

kristian hegaard

Den ubevidste mekanisme, hvor man bare deler ting uden at tænke over det, former nemlig din hjerne, så du over tid risikerer at få et kommercielt skabt filter indbygget i din måde at opleve verden på. En flot solnedgang bliver lige pludselig ikke nydt, men i stedet registreret af din hjerne som et sanseindtryk, der via dine vante SoMe-platforme kan veksles til social anerkendelse i form af likes og hjerter. Lige til at sætte ind på din ’se-hvor-fede-oplevelser-mit-liv-indeholder’-konto. Særlig ironisk er det, når folk poster noget med #nofilter – uden at være klar over, at filteret for længst er blevet installeret inde i ens hjerne.

Med et kommercielt ’SeMig-filter’ skudt ind i vores oplevelse af verden risikerer vi, at vi aldrig når at lade sanseindtrykkene synke ind, men at de altid per refleks kobles sammen med vores evige trang til at blive set af andre. Noget sødt, som ens datter gør, er for ’SeMig’-hjernen derved kun sødt, hvis andre har liket og kommenteret det på Facebook eller Instagram. En hyggelig ferie er kun hyggelig, hvis andre har kommenteret den.

Facebook-Publishers

Men alle de mange seværdige sanseindtryk, der når vores hjerne, kommer derved aldrig til at give os den oplevelse, der kunne have skabt grobund for en dyb refleksion, eftertænksomhed eller simpelt nærvær. I stedet byder SeMig-refleksen os straks at gå på jagt efter næste blanke sten, vi kan samle op og få dokumenteret og liket - for ellers er det ikke sket.

Men netop den ikke-dokumenterede oplevelse, som vi bevidst valgte kun at dele med et eneste andet menneske, fordi det lige netop var dette menneske, vi ønskede at dele mindet med, er jo helt enkelt med til at styrke din relation til dette menneske. Ting, vi oplever sammen, kan sagtens binde os sammen, men kun hvis vi ønsker det og vælger det.

Karl Stegger

Men hvis vi derimod konstant vænner os til at opleve verden sammen – men hver for sig - så bliver det eneste, vi fylder værdi ind i, hver vores lille egoistiske SeMig-konto. Og sker det igen og igen, uden at vi tænker over det, mister vi fokus og begynder lige så stille at glide fra hinanden. Ikke fordi vi ikke har noget til fælles, som er værd at styrke og bevare. Men fordi vi bliver mere optagede af os selv end hinanden.

Det mest tankevækkende er, at vi simpelthen bare gør, som tech-platformene er designet til at få os til at gøre: nemlig at dyrke vores digitale egoer når som helst og hvor som helst igennem en moderne global opførelse af Snehvides mors favoritbeskæftigelse. Nemlig konstant at søge svaret på spørgsmålet: ’Lille skærm i lommen der, hvem har fået flest likes i verden her?’

Er der nogen i dit liv, som fortjener, at du deler et minde kun med dem i dag?

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook