Der er mange af dem nede ved søerne i København. Måske egentlig flere andre steder, hvor distancen er lidt længere end de ca. otte kilometer, der er rundt om søerne fra Maratonsport på Østerbro helt ned til begyndelsen af Gammel Kongevej. Hvor man passerer en Maratonsport på vejen.

Men de er der. En af dem passerede mig forleden, da jeg sad i bilkø på Nørresøgade. I udstødningståger og frostvejr halsede han af sted. De løber. Som om Fanden eller døden var i hælene på dem. Mænd omkring de 40 på tynde stikkelsbærben og med et temmelig insisterende blik i øjnene. Løbesko i en hurtig farve eller barfodssko, der stimulerer musklerne i fødderne. Måske en smart solbrille og et halvlangt skæg. Lidt længere end Vesterbrohipster-længden. Som regel kan man kende dem på skægget. Sådan henslængt lækkert – på den der måde, der har taget helt utrolig lang tid at sætte foran spejlet.

Det er som om, det er gået op for dem, at de ikke er udødelige. Og det er der så nogen, der tager både pænere og mere roligt end andre. For eksempel min mand. Han er 40. Eneste ændring er vist, at han er begyndt at spise skyr (og det er ikke min idé.) Mens andre hysterisk prøver at bekæmpe forfaldet med ironman, palæomad, ny garderobe og gamle netundertrøjer, så man kan se musklerne. (Den slags findes, jeg elskede engang en).

For al angst bunder vel i dødsangst – også midtvejskriser. Af skræk for at gå glip af alt muligt standser midtvejskrisemanden op, ser sig selv i øjnene og spørger: Er det virkelig, det her? Har jeg måske glemt mig selv (Gud ved hvor)? Har jeg sat mig selv til side for familie, børn og andres behov? Mærker jeg mig selv?

Og det finder han så ud af, at han ikke kan. Og han er i øvrigt altid blevet overset af sin kone, der ikke nødvendigvis er en særlig frygtelig kvinde, men egentlig meget sød. Men udover (måske) at finde en 15 år yngre model, der synes han er frygtelig klog, spændende og reflekteret – finder han også en psykolog eller en terapeut, der, ligesom den unge kvinde, gerne vil redde resterne af ham.

Her bliver han så kastreret med en sløv teske og lærer, at grøn te er fyldt med sunde antioxidanter. At han skal huske at mærke efter, sige fra, lytte til egne behov og finde sig selv. Det kan jo tage lang tid, hvis man skal ud og lede. Og så skal krisen årsagsbestemmes: Ægteskabet (et sikkert sted at finde fejl), er de vokset fra hinanden? Det er de sikkert, men så må de jo blive skilt. Arbejdet, har han arbejdet for meget, for kedeligt? Har han skiftet for mange bleer og kløvet for lidt brænde alene i en skov? For meget blød mand, for lidt macho. Og ikke helt realiseret sig selv? Hvor er det dog ømt.

Men når krisemanden har pillet hul i navlen og fået seneskader af maratontræning, skulle han prøve at standse op. Prøve at se ikke bare hans eget spejlbillede – men se sit hele liv i øjnene.  Menneskelivet, der ikke realiseres og udvikles i et individuelt heroisk projekt på vaklende knæ over målstregen ved Copenhagen Maraton eller i skrædderstilling hos terapeuten. Det er bare noget, det moderne menneske har fundet på og givet hinanden at leve under et originalitetskrav, der kan lægge ethvert menneskeliv øde. For livet realiseres sammen med de mennesker, vi deler livet med.

Det er ikke særlig originalt og slet ikke moderne, for det er de vilkår, alle mennesker har fået at leve under – helt fra menneskehedens begyndelse. Men det er enestående, bedårende og besværligt, det liv, hvor man er nød til at sætte sig selv til side, give afkald og være generøs for at livet hænger bare nogenlunde sammen. Og det liv er altid  under afvikling. Livet er i opbrud med sig selv. Vi kan ikke afdrage på døden ved at lægge livet om – men vi skal tage livet og døden, skrøbeligheden og sårbarheden på os. Det gælder også mænd på omkring de 40. Der i virkeligheden bare skal tage sig sammen.