Eurovisionen bliver en trist omgang for Leonora og Danmark. For den danske sang 'Love Is Forever' går ikke videre fra torsdagens semifinale.

Så nedslående er meldingen i en specialudgave af Bettingklubben, som i anledning af Eurovisionen har skiftet sport ud med musik og fundet de bedste spilforslag til musikkonkurrencen.

Og heriblandt er altså et spil på, at Danmark ikke kommer i finalen, hvilket belønnes med odds 2,00.

B.T.s spilchef, Steffen Dam, mener ganske enkelt ikke, der er tale om et specielt godt nummer, og han tror derfor ikke på, at Leonora får en af de 10 semifinale-billetter, som uddeles torsdag.

»Der er lidt for mange ting, der taler imod Danmark i den her semifinale til, at jeg for alvor tror, at Danmark går videre,« siger Steffen Dam, der på ingen måde er imponeret af Leonoras sang, selv om den altså strøg til tops i Dansk Melodi Grand Prix tidligere i år.«

»Jeg synes, det er et nummer, der går lidt ud i glemslen, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger den rutinerede sportsbetter, som også har en stor passion for Melodi Grand Prix.

Det er dog ikke kun den manglende kvalitet, som spænder ben for det danske bidrag ifølge Steffen Dam.

Startnummeret er en stor ulempe, og det samme er det faktum, at Danmark er havnet i den klart sværeste af de to semifinaler, hvor flere af de helt store favoritter er på plads.

Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Startnummer syv ud af 18 (der er 18 deltagere i semifinalen, red.) er ikke noget vanvittigt godt startnummer. Den ligger sådan lidt i midten. Det er meget bedre at ligge som en af de to-tre sidste stykker, for så har folk dig frisk i erindringen.«

»Og så kommer det, der kan være rigtig grimt for Danmark; vi synger lige før Sverige. I min verden er Sverige klar top-3-kandidat og en af dem, som jeg tror kommer til at skulle spille med om det virkelig sjove. Der tror jeg bare, Danmark kommer til at blegne fuldstændig.«

»Jeg synes, der er tilpas mange andre numre, som egentlig fænger mig mere end den danske. Så jeg ser det som favorit (udfald, red.), at Danmark ikke går videre. Jeg er ikke alt for optimistisk på Danmarks vegne,« siger Steffen Dam, som har selskab af ekspertkollegaen Christian Winther i denne særudgave af Bettingklubben.

Bettingklubben udkommer normalt hver torsdag og indeholder altid seks skarpe spilforslag til weekenden. Programmet plejer at indeholde spiltips fra sportens verden, men i denne specialudgave er der altså zoomet ind på Eurovisionen. Du får både spiltips fra torsdagens semifinale og til lørdagens finale i programmet.