Sikke et år Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har haft.

Først vandt det badmintonspillende kærestepar såvel Malaysia Masters som All England. Dernæst lagde Kamilla Rytter Juhl ketcheren på hylden, fordi hun var blevet gravid. Og i disse dage gør de sig klar til at blive førstegangs-forældre.

»Det har været et fuldstændig vildt år. Vi er bare så glade,« siger Christinna Pedersen og tilføjer:

»Kamilla har termin 7. januar. Vi ved allerede nu, at det bliver en pige. Men hvad hun skal hedde, er indtil videre en hemmelighed.«

Så glade var Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, da de i marts havde vundet All England-finalen i damedouble.
Så glade var Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, da de i marts havde vundet All England-finalen i damedouble. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

B.T. møder duoen i deres endnu ikke møblerede lejlighed i Aalborg. Udsigten er fremragende. Således er der et enestående kig til Limfjordens vande samt øen Egholm, hvorpå lokalpolitikere har planer om at etablere en motorvej.

»Det bliver her, vi kommer til at bo, når vi ikke længere har badmintonsporten som det primære omdrejningspunkt i vores dagligdag,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Hun fortæller, at graviditeten er gået helt efter planen.

»Jeg har taget 12-13 kilo på. Men det er vel egentlig meget normalt. Heldigvis har jeg undervejs ikke brokket mig over kvalme, så der har jeg været i den heldige ende,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Kamilla Rytter Juhl, til højre, sammen med Christinna Pedersen. Kæresteparret vandt i marts All England-titlen i damedouble.
Kamilla Rytter Juhl, til højre, sammen med Christinna Pedersen. Kæresteparret vandt i marts All England-titlen i damedouble. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den problemfrie graviditet har betydet, at Kamilla Rytter Juhl de seneste måneder har været Christinna Pedersens rejsepartner, når hun sammen med sin faste mixeddouble-partner, Mathias Christiansen, har deltaget ved VM samt Super Series-turneringer i Kina, Sydkorea, Danmark, Frankrig og Hong Kong.

»På den måde har vi undgået at mærke omvæltningen med, at jeg nærmest fra den ene dag til den anden tjekker ud af badmintonverdenen. Det havde jeg ikke lyst til, og det har Christinna heldigvis heller ikke haft,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Parret begyndte så småt at tænke på familieforøgelse efter de i sensommeren 2016 havde vundet sølv ved OL i Rio de Janeiro. Det var dog først i løbet af sidste år, mens de skrev på bogen om deres badmintonkarriere, ”Det unikke makkerskab”, at der blev sat turbo på.

»Efter OL gik det jo så godt for os på banen, at vi syntes det var svært at slippe. Vi blev derfor enige om, at strække det lidt i halen. Men drømmen om at blive forældre var stor. Derfor begyndte vi i 2017 at undersøge mulighederne for, hvordan den kunne realiseres,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er bestemt, at Christinna Pedersen i forbindelse med fødslen holder turneringsfri hele januar, og at hendes første turnering herefter bliver det individuelle DM.

»Kommer fødslen til at gå efter planen, bliver marts måneds All England-turnering den første vores datter kommer til at opleve i udlandet. Det synes vi giver rigtig fin mening, da Kamilla og jeg jo er forsvarende mestre,« siger Christinna Pedersen, der ikke lægger skjul på, at hun selv har en stor drøm om at blive gravid.

»Vi har helt klart et ønske om at få flere børn. Så når jeg engang er færdig med at spille badminton på topplan, vil jeg også gerne gravid. Endnu er vi ikke gift, men man ved jo aldrig om der er en af os, der på et tidspunkt falder ned på knæ. Økonomisk har vi allerede sikret hinanden ved at have skrevet et fælles testamente,« siger Christinna Pedersen.

Mens duoen ved, at de efter karrieren bosætter sig i Aalborg, fordi det meste af deres respektive familier er bosat i Nordjylland, er det endnu ikke bestemt, hvad de skal lave.

B.O - BT. : Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, vinder af All England 2018 i damedouble, i deres nye lejlighed i Aalborg.
B.O - BT. : Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, vinder af All England 2018 i damedouble, i deres nye lejlighed i Aalborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det kunne være sjovt at blive badmintontrænere, men det vil også være en enorm udfordring at prøve noget helt andet i erhvervslivet og ad den vej komme ud på dybt vand,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Og så til den lidt mere kuriøse afdeling. Flere danske sportsfolk har gennem årene deltaget i TV 2-underholdningsprogrammet »Vild med dans«.

På spørgsmålet om, hvorvidt dette på et tidspunkt kunne være interessant, svarer Christinna Pedersen således:

»Helt ærlig tror jeg, at Kamilla vil være vildt god i ”Vild med dans”. Vi har joket lidt med, at vi efter 2020 skal være med begge to. Hvem af os vil nå længst, og hvem kommer til at bære den største kjole? Spøg til side. Det første lange stykke tid er deltagelse for vores vedkommende uaktuelt, da jeg jo har et tætpakket rejseprogram til badmintonturneringer i blandt andet Østen.«