'Juli 2019' og et par meget små sko.
Sådan et billede delte den svenske landsholdsspiller Isabelle Gulldén på sin Instagram mandag.
Isabelle Gulldén, som vel nok er blandt verdens bedste playmakere i håndbold, er gravid og kommer dermed ikke i aktion for resten af den indeværende sæson.
'2019 bliver det bedste år i vores liv,' skriver Isabella Gulldén om den kommende familieforøgelse.
I et interview til det svenske medie Sportsbladet fortæller Isabelle Gulldén, at hun og kæresten, Linus Persson, venter en dreng, som samtidig bliver parrets første.
Den besked fik de umiddelbart inden EM-slutrunden i november/december sidste år.
Her spillede Isabelle Gulldén med og var med til at spille det svenske landshold ind på en sjetteplads. Hun spillede dog ikke med i Sveriges sidste kamp, kampen om femtepladsen mod Norge - netop på grund af graviditeten.
»Kroppen var helt færdig, og jeg kunne ikke få den behandling, jeg behøvede,« siger Isabelle Gulldén, der under slutrunden holdt graviditeten hemmelig for alle undtagen landsholdets medicinske stab.
Det betyder dog også omvendt, at den svenske spiller faktisk var gravid, da hun spillede med i EM-åbningskampen mod Danmark - det var den kamp, som Danmark vandt efter en straffekastredning af Sandra Toft i sidste sekund.
Samtidig fortæller Isabelle Gulldén også, at graviditeten ikke var planlagt. Hun havde først planlagt at få børn efter OL i Tokyo 2020.
Alligevel erkender hun også, at hendes krop har brug for en pause, og derfor kan graviditeten være med til at forlænge hendes karriere, mener den svenske stjerne.
Isabelle Gulldén har spillet 201 landskampe og scoret 786 mål for det svenske landshold, med hvem hun har vundet EM-sølv- og -bronze med. Til daglig spiller hun i franske Brest Bretagne.
Tidligere har hun optrådt for danske Viborg HK i perioden 2011-2015.