Den danske OL-stjerne Viktor Axelsen vinker farvel til Danmark.

For under en måned siden vandt den danske badmintonspiller guld ved OL i Tokyo, og nu åbner den 27-årige Axelsen endnu et nyt kapitel i sit liv.

Han og familien flytter nemlig til Dubai, skriver Jyllands-Posten.

»Det er da en kæmpe beslutning. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at have en base i et andet land, men det er sgu vildt at have taget skridtet og være hér,« fortæller Viktor Axelsen til mediet.

Viktor Axelsen kunne ikke holde tårerne tilbage, da han vandt OL-guld mandag 2. august.
Viktor Axelsen kunne ikke holde tårerne tilbage, da han vandt OL-guld mandag 2. august. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dermed flytter han, kæresten Natalia Koch Rohde og datteren Vega fra Valby til oliestaten, hvor familien indtil nu har været på ferie.

Men de er rent faktisk flyttet derned på permanent basis. Her får Axelsen lov til at bruge et træningscenter i topklasse, da han har fået lov til at træne i Nad Al Sheba Sports Complex.

Flytningen kommer på et godt tidspunkt, forklarer Viktor Axelsen, som godt kan mærke, at populariteten er steget ret mange procenter efter OL-triumfen tidligere på måneden.

Opmærksomheden gør det sværere at restituere mentalt, når han er i Danmark. Det er også en af grundene til, at den danske stjerne glæder sig til at flytte.

Selvom han godt ved, at hans valg i forhold til at flytte til et omdiskuteret land kan få konsekvenser for hans popularitet.

»Mange vil ikke kunne forstå mig, men de mennesker har ikke den samme indstilling til livet som jeg, og det er helt fair. Man kan ikke gøre alle glade, og jeg kan kun træffe de valg, som jeg føler kan rykke mig og skubbe mig i den rigtige retning,« siger Viktor Axelsen.

Foruden OL har danskeren vundet en håndfuld af verdens største turneringer som All England, VM og VM for hold.