Hendes forældre var gode til at sige det.
Camilla Martin griner. For dengang syntes hun måske, de sagde det for mange gange, men i dag er hun rigtig glad for, hun fik ordene med på vejen.
»De huskede at minde mig om, at det var skønt, jeg var god, og dejligt, det gik godt, men det har en udløbsdato.«
Ordenes betydning for de efterfølgende år vender vi tilbage til, for først skal tiden skrues tilbage til 2004, hvor Camilla Martin stoppede sin badmintonkarriere endegyldigt.
Tanken om, at det var ved at lakke mod enden, begyndte dog allerede at rumstere et par år tidligere, kan hun se den dag i dag.
»Når jeg ser tilbage, tror jeg, at da jeg endelig vandt All England i 2002, som jeg havde spillet 118 gange uden at vinde, så havde jeg faktisk lidt en underlig fornemmelse bagefter. Jeg var glad for, jeg vandt, men den euforiske glæde, der normalt var der, forsvandt egentlig hurtigt. Jeg havde tænkt over, hvad fanden det var, der gjorde det. Og det tror jeg nok var, fordi i det sekund jeg vinder, tror jeg, jeg instinktivt og ubevidst har tænkt, at nu var det det.«
Alligevel fortsatte hun et par år endnu. Der var nogle kontrakter, der udløb i 2004, hvor der også var et OL, men set i bakspejlet havde hun fået nok.
Loftet var nået, og hun tænkte ubevidst, der ikke var mere i posen.
Der var ikke mere at hive op af hatten. Det var en lettelse, da hun havde spillet sin sidste kamp. Hun var træt i både krop og sind efter en karriere, der bød på blandt andet VM-guld, adskillige EM-guldmedaljer og en OL-sølv.
»Jeg orkede ikke mere, jeg kunne ikke mere. Jeg havde ikke mere at byde ind med. Jeg synes, jeg havde fortalt min historie sindssygt mange gange, været med i tv-programmer og en hel masse. Jeg havde virkelig brug for fred for 'Camilla Martin-navnet'. Jeg havde egentlig brug for bare at gå hjem og lukke min dør og ikke skulle præstere mere. Men ikke med en 'hold kæft et vanvittigt liv, jeg er helt flad og psykisk nede'. For det var et sindssygt fedt kapitel af mit liv,« siger Camilla Martin, der også havde mødt sin mand, Lars, og dermed var klar til at starte et nyt kapitel.
»Jeg tror bare, at nu var det tid til at prøve noget nyt. Mange har spurgt, om det var underligt, og det har det ikke været for mig. Jeg har ikke siddet en sen aftentime og tænkt, jeg gerne ville til Brøndby og træne, og at jeg godt gad med på næste rejse. Alt det slap jeg rigtig hurtigt, men det tror jeg var, fordi jeg var klar til det,« siger hun.
Mens det for nogle atleter kan betyde en identitetskrise, når det liv, de altid har kendt, er slut, var det noget andet for Camilla Martin.
Netop her spillede forældrenes ord en særlig rolle.
»Det lyder så mærkeligt, men jeg har aldrig rigtig opfattet mig selv som badmintonspilleren Camilla indeni, når jeg har været sammen med mennesker. Jeg har ikke brugt meget energi på at tænke over min identitet på den måde. Det tror jeg var min mor, der desværre ikke er her mere, som papegøje på skulderen: 'Husk, det er det hele menneske, der skal bære dig igennem livet, og ikke det, at du er dygtig til at spille badminton'. Det har hun prædiket meget,« fortæller Camilla Martin.
Derfor valgte hun heller ikke en sportspsykolog i 20erne, da det for hende var vigtigt at uddanne et 'helt menneske'.
Noget, moren hele tiden mindede hende om: Bare fordi hun var god til badminton, var hun ikke bedre end andre mennesker, og derfor har Camilla Martin aldrig hængt sin identitet op på at være 'et eller andet i kraft af noget'.
»Det synes jeg lige så meget, man er i kraft af sig selv,« siger hun og fortæller, at hendes bedste resultater faktisk først kom, da hun stod ved sig selv.
Hun kunne ikke leve med badminton på hjernen 24 timer i døgnet. Hun havde også brug for distancen.
»Det var noget af det, jeg snakkede med min psykolog om: 'Var det forkert at have det sådan? Skal man i virkeligheden det?' Så sagde han, at føles det ikke rigtigt for dig, er det ikke sådan, du skal gøre det. Du skal gøre, så det føles rigtigt for dig,« fortæller hun og fortsætter:
»Det er faktisk derefter, mine allerstørste resultater kom, da jeg stod ved mig selv. Det behøver ikke være vigtigt med verdensranglisten, det vigtige var, jeg kunne være den bedste, når jeg spillede kamp og være tro mod mig selv, og det der var vigtigt for mig,« siger den tidligere All England-vinder, der de første tre måneder efter sit stop ikke lavede noget.
»En badmintonketsjer rørte jeg nærmest ikke i syv-otte år efter, så træt var jeg af at spille badminton. Men så løb jeg. Det var til gengæld der, jeg tænkte, det var for latterligt. Jeg kunne ikke finde ud af at motionere. Så syntes jeg, jeg løb for langsomt, så var det ikke langt nok, det var for ringe.«
Der kunne hun mærke, at konkurrencemennesket i hende stadig var stort.
»Jeg tror, det tager mig ti år at løbe en tur bare for velvære, sved på panden og for at få lavet noget. Det kunne jeg ikke finde ud af. Der var jeg nærmest stadig i gang med at tage tider, det har fulgt mig lidt for længe. At sige: 'Okay, Camilla, du skal ikke til VM, du skal bare løbe en tur.' Det havde jeg svært ved, og det har jeg kæmpet mest med – at finde et fornuftigt leje med træning. Det lykkedes efter nogle år at finde ind i en rytme.«
At gå fra elitelivet til et mere 'normalt' af slagsen kom som en naturlig overgang.
Der var hele tiden noget til at udfylde det, der ikke var der mere efter karrierestoppet.
For kort tid efter fik Camilla Martin job på Radio 2. Siden blev hun gravid med sønnen Lucas. Da hun var på barsel, blev hun kontaktet af TV3, og i dag arbejder hun som bekendt hos TV 2 Sport.
»Så jeg har jo heller ikke siddet længe og ikke haft noget. Kunne udfaldet af det være blevet noget andet og en følelse af 'Fuck, hvad skete der?' Det kunne det sikkert godt, hvis det hele ikke var sket i almindeligt flow fra det ene til det andet. Jeg fik superfede kollegaer på radioen, der overtog fællesskabet og hyggen, så TV3 og gode kollegaer, og nu er jeg på TV 2, hvor der også er rigtig gode kollegaer. Så jeg har hele tiden haft og fået en erstatning for det liv, jeg havde dengang. Det var en naturlig overgang. Jeg har ikke været et sted, hvor: 'Oh shit, ingen ringer mere'. Det har jeg ikke på noget tidspunkt tænkt.«
