Én særlig periode fortæller meget præcist, hvad Viktor Axelsen har kæmpet med hele sit liv.
Han er netop trådt ind i hallen, hvor han for første gang er blevet en del af landsholdet. Han er blot 17 år.
Her skal han træne med store stjerner som Peter Gade og Jan Ø. Jørgensen, der altid har været idoler for ham.
Han er desuden flyttet til København. Alene. Væk fra de trygge omgivelser med familien i Odense. Og derfor rammer det ham pludselig som en mur, da han begynder at sende fjerbolde over nettet.
»De var langt bedre end mig, og samtidig med at jeg flyttede hjemmefra, begyndte at tage alt hamrende seriøst og gav mig selv minimal snor, hvor jeg vejede alt ned til mindste gram, lagde jeg et alt for stort pres på mig selv,« husker Axelsen, inden han over for B.T. tilføjer:
»Jeg var jo bare en glad dreng fra Odense, der kom til København. Og når så resultaterne ikke gik min vej, var det hårdt at være i. Det fyldte ekstremt meget, og der var tidspunkter, hvor det blev surt, mens jeg tænkte: ‘OK, nu gider jeg ikke det her mere’.«
11 år senere står Viktor Axelsen dog med et cv, som nærmest ingen andre badmintonspillere opnår i karrieren. Fredag vandt han 'sportens egen pris', B.T. Guld, for tredje gang.
Det giver nu den danske verdensstjerne anledning til at se tilbage på en karriere og en udvikling, som ifølge ham selv nærmest har været ulogisk.
Vi spoler derfor lige tiden tilbage til de unge teenageår, hvor fynboen kæmpede med prædikatet 'stortalent'.
»Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var et kæmpe talent, og da jeg så kom op på et niveau, hvor det ikke længere bare var for sjov, og jeg skulle vælge skolen fra, havde jeg svært ved at håndtere folks meninger om mig,« forklarer den 28-årige OL-guldvinder og fortsætter:
»Jeg har nok haft en tendens til at trykke mig længere ned, end jeg havde behøvet. Jeg var ikke ret god til at lukke folks meninger ude, og det betød, at jeg begyndte at være selvdestruktiv. Det gjorde mig usikker og frustreret, for jeg havde svært ved at se det hele i et stort perspektiv.«
Som blot 18-årig trådte han ind på den store scene og konkurrerede mod de allerbedste spillere i de prestigefyldte Super Series-turneringer.
Men også her ramte nederlagene ham voldsommere, end han havde forestillet sig:
»Hver gang, jeg røg ud i første runde, var jeg hård ved mig selv. Frygten for at fejle fyldte meget, og jeg havde ikke det dér lange perspektiv. Jeg tænkte hele tiden sort-hvidt, at hvis jeg tabte dén og dén turnering, så ville det ødelægge dét og dét for mig.«
Selvtilliden blev heller ikke bedre af, at han i den daglige træning ofte blev sat spillemæssigt på plads af landsholdskollegaerne.
»Nogle gange, når jeg spillede mod Jan Ø. Jørgensen eller Peter Gade, så kunne jeg godt få tanken: ‘Shit, mand – det niveau får jeg svært ved komme op på’. Jeg følte, der var så mange ting, jeg hele tiden skulle forbedre, og derfor troede jeg, at jeg skulle arbejde mere end andre for at opnå mine mål,« lyder det fra Viktor Axelsen.
For den unge badmintonspiller var det dog ikke kun den mentale del af den barske eliteverden, der udfordrede ham.
Odenseanerens krop tog nemlig nogle kolossale kvantespring i teenageårene, som i sidste ende blev et problem.
»Der var ikke særlig mange spillere, som havde min højde, der havde formået at klare det på topplan. Jeg følte hele tiden, at min højde var en hæmsko for, at jeg kunne opnå mine drømme. Det brugte jeg rigtig meget energi og tid på at spekulere over,« siger han og uddyber:
»Jeg har været alt for hård ved mig selv og ikke kunnet acceptere den måde, jeg var bygget på. Og når jeg mødte modgang som ung, på grund af min krop, prøvede jeg at kompensere ved at blive så tynd som muligt, men det blev meget mere ødelæggende end en hjælp.«
Presset gjorde ham usikker, og derfor var det også en genert Viktor Axelsen, der forsøgte at jagte sin store drøm om at blive verdens bedste.
Både på og uden for banen.
»Jeg har kæmpet med at blive mere udadvendt, for jeg er ikke en person med en særlig stor omgangskreds. Jeg har få venner, som jeg er rigtig tætte med.«
Den generte og tilbageholdende Axelsen var da også en dreng, der i mange år gik igennem skolegården, mens han kun tænkte på én ting:
»Jeg var aldrig den bedste i skolen. Det gik fint, når der var noget, der interesserede mig, men jeg var aldrig stabil, fordi jeg brugte al min tid på badminton, og det var det eneste, jeg havde i hovedet.«
En del af forklaringen føres tilbage til opvæksten i de rolige og trygge omgivelser på villavejen i Danmarks tredjestørste by. Kun et stenkast fra Odense Badmintonklub, hvor han har brugt utalligere timer.
»Det har selvfølgelig noget at gøre med det miljø, jeg kommer fra, og den opvækst, jeg har haft. Jeg er altid blevet opdraget med at have benene solidt plantet på jorden, og det ligger dybt i mig,« forklarer Viktor Axelsen.
Genertheden betød, at han heller ikke råbte op på banen, når der var noget, han var utilfreds med. Dræberblikket manglede.
Lige indtil han vandt sin første Super Series-titel i 2016. Det blev et vendepunkt for den unge stjerne.
»Her tænkte jeg for første gang: ‘Aha, jeg kan jo faktisk godt. Jeg er god nok. Hvad kan det ikke blive til?’,« spurgte han sig selv.
Derfra så han sig ikke tilbage. Og med VM-guld, OL-guld og sæsonfinale-triumfer på cv'et, har han nu lært at se det større perspektiv for karrieren.
Og derfor ville han inderligt ønske, han kunne prikke den unge Viktor Axelsen på skulderen og give ham ét godt råd:
»Jeg skulle have været mere sårbar omkring det, der var hårdt og svært. Men jeg havde ikke lyst til at give min familie eller trænere den usikkerhed, hvis jeg ikke kunne håndtere at blive topatlet. Det ville jeg ønske, jeg havde været.«
