Dækker danske atletikklubber over overgreb på unge atleter ned til 11 år for at beskytte sportens omdømme og klubbernes pengekasser?

B.T. kan fortælle, hvordan danske klubber i flere tilfælde har holdt hånden over trænere på trods af, at de har udvist krænkende adfærd i en sådan grad, at både atleter og klubber selv har sagt stop.

Det sker som anden del af serien 'En krænkende løbebane'.

For selv om både overgreb og krænkende adfærd ifølge B.T.s oplysninger flere gange er blevet opdaget, så har det ikke forhindret trænere i at fortsætte i nye og andre klubber. Slet ikke endda.

B.T. har kendskab til en anerkendt dansk elitetræner, der ifølge en sag hos Dansk Atletik Forbund har udsat unge atleter for overgreb. Overgreb, der kunne være blevet stoppet lang tid før, men først blev håndteret flere år senere – nærmere bestemt i 2019.

Det bekræfter Dansk Atletik Forbund.

»På vegne af Dansk Atletik Forbunds ledelse har jeg på eget initiativ ageret og fulgt op på en sag, hvor jeg blev bekendt med, at en tidligere atlet har oplevet krænkende adfærd fra en træner,« oplyser elitechef Bo Overgaard i en mail til B.T.

»I den sag, som jeg på eget initiativ har håndteret, er den pågældende træner ikke længere træner,« fortsætter han.

Dansk Atletik Forbund oplyser, at man ikke vil kommentere sagen yderligere, mens elitetræneren selv overfor B.T. afviser alle anklager.

Ifølge B.T.s oplysninger gik den anerkendte træners krænkende adfærd ud over unge atleter på mellem 11 og 17 år. Adfærden indbefattede blandt andet grænseoverskridende massage, og at træneren sov i samme rum og endda i samme seng som de unge atleter ved stævner.

Pigerne sov flere gange i trænerens private hjem, ligesom han ofte sendte private beskeder til dem sent om aftenen. Det gjaldt både de 11-årige og de lidt ældre piger.

Er du selv blevet udsat for grænseoverskridende adfærd af trænere, eller har du oplysninger, der kan belyse sagen yderligere? Så kontakt journalist Daniel Nøjsen Fallah på danf@bt.dk eller 21292323.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Adfærden fortsatte, selv om et forældrepar fandt ud af, at træneren overnattede i samme rum som deres datter, og bad om at få det stoppet.

Alt dette foregik i en periode på flere år.

Til sidst blev det nok for de unge piger, der alle valgte at stoppe med at dyrke atletik, efter de i flere år havde levet med elitetrænerens metoder.

Pigernes stop betød enden for den pågældende træner i klubben.

Men i stedet for at følge sagen til dørs blev træneren sendt af sted med en 'gensidig aftale' i hånden. Uden ridser i lakken, uden tændte advarselslamper, så træneren skiftede uden problemer til en ny klub.

Med andre ord kunne elitetræneren rejse fra atletikklub til atletikklub på trods af sin bagage – uden at skulle stå til regnskab for tidligere sager. De enkelte klubber fokuserede på trænerens faglighed og så bort fra de rygter og historier, der kom ham i forkøbet.

Træneren havde hverken dom eller plettet børneattest, lød ræsonnementet.

Eksemplet er ikke enkeltstående.

  
   Foto: Claus Bech
Vis mere

Onsdag kunne B.T. fortælle om en anden elitetræner, der i sin tid i Danmarks største atletikklub, Sparta, også blev lirket ud ad bagdøren trods talrige anklager om krænkelser. Siden fortsatte han til Aalborg, hvor han for nylig blev fyret, efter han havde masseret en ung pige på en måde og på områder på kroppen, som pigen fandt krænkende.

Det er dog en anden aftale, der er opsigtsvækkende i hans tilfælde.

Er du selv blevet udsat for grænseoverskridende adfærd af trænere, eller har du oplysninger, der kan belyse sagen yderligere? Så kontakt journalist Daniel Nøjsen Fallah på danf@bt.dk eller 21292323.

B.T. er ligeledes bekendt med et tredje tilfælde, der går tilbage til 2019. Her blev en træner fyret fra en jysk klub, efter en række piger havde henvendt sig til ledelsen med, hvad de mente var upassende adfærd. Det bekræfter klubbens formand over for B.T.

Kort tid efter befandt også denne træner sig i en ny klub.

B.T. har konfronteret Dansk Atletik Forbunds elitechef, Bo Overgaard, med, hvad der kunne ligne en kultur, hvor klubbernes omdømme står højere end de unge atleters ve og vel.

»Jeg kan ikke udtale mig om en konkret sag, men generelt kan jeg sige, at hvis der er trænere, der ikke udviser ordentlig adfærd over for atleter, hvorefter samarbejdet ophører, og man viderefører eventuelt uordentlig adfærd, så synes jeg, det vil være mere end uheldigt.«

Søndag kan du i tredje og sidste afsnit af 'En krænkende løbebane' læse, hvordan krænkende adfærd blandt trænere ikke kun er et problem i dansk atletik, men i dansk idræt generelt.