Operationen mislykkedes, men patienten overlevede. Sådan kunne AaB-træner Kent Nielsen opsummere torsdag aften, der bød på et 0-2-nederlag ude mod Rio Ave - men også et videre avancement i Europa League, da Dynamo Kiev vandt med 2-0 ude over Bukarest.
»Med det ene øje smiler jeg, mens der er en irritation og ærgrelse i det andet,« sagde Kent Nielsen til 6'eren efter kampen.
Han kunne se sit hold gå helt ned mod portugiserne, der forinden blot havde skrabet et point sammen i fem Europa League-kampe.
»Vi spillede ikke godt i dag. De var stort set bedre i alt. Det er klart fortjent, at de vinder. Intet hang sammen hverken defensivt eller offensivt mod et - må jeg sige - levende Rio Ave-hold.«
Centerforsvareren Kenneth Emil Petersen var helt på linje med sin cheftræner.
»Det er lidt svært at forstå, vi er videre med så ringe en præstation, vi leverer i dag, sagde han og kaldte præstationen både dårlig og ringe.«
»Lige nu må jeg indrømme, det er en hamrende irriterende følelse. Vi mangler gejst og en masse ting. Når det så er sagt, ved jeg godt, at der venter ferie i morgen, og vi er altså gået videre i Europa League. Det tror jeg ikke, der var mange, der havde forventet.«
Kent Nielsen vurderer, at den juleferie, som spillerne nu bliver sendt på, er yderst tiltrængt.
»Det virkede som om, at vi både mentalt og fysisk ikke havde mere at give af. Det var vores kamp nummer 29 i efteråret - nummer 47 i hele kalenderåret,« lød det fra AaB-træneren, der mandag får sat navn på nordjydernes modstander i 1/16-finalen.