Rammerne var beskedne, men præstationen enorm. Ikke i aftes, men i det store europæiske regnskab. For trods et 0-2-nederlag ude mod Rio Ave på et halvtomt stadion spillede AaB sig i aftes videre fra Europa Leagues gruppespil. Dermed venter et forår med potentielle kassekampe mod storhold som engelske Everton og italienske Inter.

Inden da kan nordjyderne meget passende sende en stor kurv med julegaver mod Ukraine. For med nederlaget til gruppens bundprop var den fortsatte deltagelse i Europa ude af danske hænder. En hjemmesejr til rumænske Steaua Bukarest mod Dynamo Kiev, og en total dansk nedtur ville være komplet med FC Københavns Europa-ydmygelse i frisk erindring.

Sådan gik det heldigvis ikke. Ukrainerne spændte ben for den rumænske hovedstadsklub med en 2-0-sejr, og dermed kan nordjyderne se frem til 1/16-finalerne i Europa League til februar. Et punktum på et nordjysk 2014, der har budt på et dansk mesterskab og en pokaltitel, mens også en skuffende efterårssæson i Superligaen.

Indsatsen i aftenens kamp var langt fra overbevisende.

AaB havde det svært mod portugiserne, der allerede før kampen havde udspillet sin rolle i gruppen. Blot et enkelt point havde hjemmeholdet høstet før mødet med aalborgenserne, der vandt det omvendte opgør 1-0.

Alligevel dominerede de opgøret mod danskerne og spillede sig til flere store chancer mod et passivt AaB-mandskab, der virkede tunge efter en efterårssæson, der har budt på mange kampe i Europa og Superligaen. En gylden mulighed opstod ellers efter et kvarter, da Thomas Enevoldsen nåede frem til en tværaflevering. Via portugisernes keeper trillede bolden mod mål, men desværre for aalborgenserne blev bolden clearet på målstregen.

Derfra stod der Rio Ave på det meste, og allerede minuttet efter måtte Nicolai Larsen have hjælp af stolpen på en portugisisk afslutning. Anderledes prisgivet var han, da Yonathan Del Valle et kvarter inde i anden halvleg gjorde sig til målscorer med et velplaceret spark. Så kunne Nicolai Larsen sprælle nok så meget i målet. 20 minutter senere gjorde han sig til dobbelt målscorer.

Det havde dog kun kosmetisk betydning. For julemanden kommer tilsyneladende fra Ukraine. I aftes havde han en stor julegave med til AaB.