Sir Alex Ferguson tog fejl, da han ikke inkluderede Peter Schmeichel blandt de verdensklassespillere, han har været manager for. Det mener en anden Manchester United-legende, den tidligere højreback Gary Neville.
Mandag aften tog Neville sin danske tidligere holdkammerat i forsvar i Monday Night Football på engelske Sky Sports, hvor briten i dag er ekspert.
»Den, der virkelig skilte sig ud for mig, var Peter Schmeichel. Han var helt sikkert en verdensklassemålmand i min tid i Manchester United. Hvis han ikke var verdensklasse, så ved jeg ikke, hvem der ellers skulle være det. Det samme kan siges om Roy Keane,« sagde Gary Neville med henvisning til deres irske holdkammerat fra Uniteds 90'er-hold.
For nylig udkom legendariske Sir Alex Fergusons bog 'Leading', hvor han fortæller fra sit lange liv i fodbold. Ferguson var manager i Manchester United fra 1986 til 2013.
I bogen skriver den tidligere manager, at han i sin tid kun havde fire ægte verdensklassespillere: Cristiano Ronaldo, Eric Cantona, Ryan Giggs og Paul Scholes. Udeladt fra det fine selskab var altså spillere som Schmeichel, David Beckham, Wayne Rooney, Rio Ferdinand og Roy Keane, der alle har haft store karrierer og vundet adskillige trofæer i den nordengelske storklub.
Gary Neville forklarede mandag aften videre, at han ikke var ude på at underminere sin tidligere manager.
»I sidste ende er det bare folks holdninger. Det her er i virkeligheden bare støj. Det er 'pub-snak',« sagde han.