José Mourinho ryster med sablen inden tirsdagens udekamp mod Porto i Champions League. Chelsea-manageren er klar til at sætte stamspillerne på bænken, hvis de ikke præsterer.
Den mangeårige kaptajn John Terry har allerede mærket, hvordan hans kredit hos Mourinho er opbrugt, og han har kun fået en kamp i denne sæson, Liga Cup-opgøret mod Walsall. Nu kan flere andre spillere gøre Terry selskab.
»Der er ingen, der er urørlige i øjeblikket. Fodbold handler om i dag. Kun stabilitet kan give dig status af at være urørlig,« fastslår portugiseren forud for Chelsea kamp mod hans tidligere klub, Porto.
I Premier League er Chelsea aktuelt otte point efter førende Manchester United, og sidste års mestre er efter syv runder helt nede på 14. pladsen. I Champions League slap man til gengæld godt fra første runde i gruppespillet, hvor Maccabi Tel Aviv blev kørt over 4-0 på Stamford Bridge.
»I øjeblikket har vi fantastiske spillere, de spillere, som gav os titlen sidste sæson. Men fodbold handler ikke om gårsdagen. I fodbold skal man være stabil, når det gælder præstationer og følelser. For at være en vinder skal man ikke nødvendigvis vinde hele tiden, men man skal have en stærk mentalitet hver eneste kamp, hver eneste dag.«
Mourinho kan til gengæld glæde sig over, at han råder over Diego Costa, som er i gang med at afsone tre kampes karantæne i Premier League. Men spurgt om han ville foretrække at have 11 gange Costa på banen, så svarede han nej.
»Vi ville tabe hver eneste kamp, for ønsket om at udelukke ham er så stort, så vi ikke ville spillere nok til at stille op. Jeg er glad for at have den eneste, der findes, og kunne give ham muligheden for at spille, indtil de beslutter at udelukker ham igen,« kommer det spydigt fra den tilsyneladende permanent forurettede manager.
Kampen bliver i øvrigt et møde med en spiller, som Mourinho ofrede, da han var cheftræner i Real Madrid.
»Hvis I vil spørge mig om Casillas, så vil jeg hilse på ham i begyndelsen og til sidst. Ikke flere spørgsmål om det.«