Efter meget kritik og svingende resultater ser Louis van Gaal omsider ud til at have fundet melodien med Manchester United.
En overbevisende 3-0-sejr over Sunderland, mens naboerne fra City tabte 4-1 til Tottenham, sendte i weekenden United til tops i Premier League. Men hollænderen tilskriver ikke succesen de nyankomne spillere, men nærmere alle dem, der har forladt klubben.
»Jeg har ladet 20 eller 25 spillere gå. Det er et nyt hold,« udtalte van Gaal på pressemødet efter weekendens kamp.
Robin van Persie og Angel Di Maria er blandt de mere prominente navne, som under van Gaal er røget på porten.
»Balancen på holdet er bedre end sidste sæson. Jeg roterer mere nu, fordi jeg kan. Sidste år havde jeg efter min mening ikke den balance.«
Helt afskrive de nyankomne spilleres betydning kan van Gaal dog ikke. Memphis Depay og Antony Martial har begge sat sig solidt på hver deres startplads, og med tilgangen af Bastian Schweinsteiger og Morgan Schneiderlin har van Gaal også installeret mere stålvilje og fight i truppen.