Når landsholdet onsdag møder USA i en træningskamp i Aarhus, bliver det med et enkelt nyt ansigt i startopstillingen. Morten Olsen afslører, at han giver Erik Sviatchenko landsholdsdebut.

Derudover er det et dansk landshold, der er ramt af et maveonde, fortæller landstræneren på et pressemøde. Lars Jacobsen og Jakob Poulsen ligger syge, men de forventes at være friske nok til at spille onsdag.

Her er Stephan Andersen tilbage i startopstillingen. FC København-målmanden er foretrukket foran Kasper Schmeichel, der har været skadet igennem en længere periode, og først fik sit comeback i weekenden for Leicester. Til sidst kunne Morten Olsen også fortælle, at han nu giver Christian Eriksen sin 50. landskamp.