Brøndbys Thomas Kahlenberg sendte søndag et afbud af sted til Morten Olsen grundet hofteproblemer, men nu har landstræneren fundet afløseren i Anders Christiansen.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller er nu at finde i italienske Chievo Verona, og han har før været en del af Morten Olsens landsholdstrup. Nu får han så endnu en tur sammen med de dygtigste spillere i Danmark.

24-årige Anders Christiansen bliver en af Morten Olsens muligheder på en midtbane, der også lider under, at Pierre-Emile Højbjerg er tvivlsom grundet en skade. Anders Christiansen støder til landsholdstruppen mandag aften, og han når derfor ikke at være med i samlingens første træning forud for landskampene mod USA og Frankrig.

Anders Christiansen har fået debut for landsholdet, da han spillede en halvleg mod Rumænien, senest Danmarks A-landshold var samlet.