Den engelske fodboldstjerne Wayne Rooney laver et opsigtsvækkende klubskifte fra Manchester United til barndomsklubben Everton på en to-årig kontrakt.
Det skriver nyhedsbureauet AP - og Rooney selv på sin Twitter-profil.
»Jeg kommer ikke bare tilbage, fordi det er klubben, jeg holder med og voksede op i. Jeg er tilbage, fordi jeg føler, klubben kan få succes, og det vil jeg være en del af,« siger Rooney, som forudser en følelsesladet dag, når han får sit comeback:
»Jeg er ekstatisk. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage og spille. Den første kamp bliver følelsesladet for mig. Jeg ser frem til det.«
Den 31-årige angriber startede sin karriere i Everton, og det var hos De Blå, at han som kun 16-årig fik sin seniordebut og siden sit Premier League-gennembrud.
»Wayne har vist mig de ambitioner og den vindermentalitet, vi har brug for. Han ved, hvordan man vinder titler, og jeg er meget glad for, at han har besluttet sig for at vende hjem,« siger Everton-manager Ronald Koeman, og fortsætter:
»Han elsker Everton, og han var desperat efter at komme tilbage. Han er kun 31 år, og jeg har ingen tvivl om hans kvaliteter. Det er fantastisk, at han er her.«
I sommeren 2004 blev Rooney købt af Manchester United og de næste 10 år var han blandt de største stjerner og vigtigste spillere hos De Røde Djævle. I de seneste sæsoner er hans status faldet, og i især i de seneste to år har han haft en marginaliseret rolle i storklubben.
På trods af sit fald i niveau og status, så betragtes Rooney som en af Premier League-æraens største stjerner, og han har scoret 183 mål i 393 kampe i den stjernespækkede liga - heraf 15 mål i 67 kampe for Everton.
På det engelske landshold har han lavet 53 mål i 119 landskampe. 53 mål er rekord.
Rooney har i United vundet fem engelske mesterskaber, en Champions League, Europa League og FA Cup.
Den hjemvendte søn er Evertons sjette signing i dette transfervindue. Holdet har købt målmandstalentet Jordan Pickford i Sunderland, forsvarsspilleren Michael Keane, den hollandske Ajax-midtbanemand Davy Klaassen og angriberne Sandro Ramirez og Henry Onyekuru.
