Den 22-årige tyske landsholdsspiller Antonio Rüdiger er faretruende tæt på at skifte til Chelsea.
Ifølge Sky Sports og Daily Mail er den 22-årige Roma-spiller søndag i London for at gennemgå et lægetjek hos de engelske mestre.
Der tales om en pris for den unge forsvarsspiller på omkring 34 millioner pund, hvilket svarer til 285 millioner kroner.
Rygterne omkring Rüdiger til Chelsea har floreret siden Confederations Cup, hvor han var med til at vinde turneringen sammen med tyskerne, hvor de i finalen slog Chile med 1-0.
Skiftet vil dog blive en udfordring for danske Andreas Christensen. Den danske landsholdsspiller har overstået sin to-årige lejeaftale med Borussia Mönchengladbach, og foreløbigt ser det ud som om, at han skal være en del af Chelsea-manager Antonio Contes trup til næste sæson.
Og det kunne have set ud til, at der var relativt kort vej til optrædner i Chelsea-trøjen for den 21-årige danske. De engelske mestre blev for alvor stærke i Premier League, da de skiftede til et system med tre centrale forsvarsspillere.
Samtidigt er det blevet til Chelsea-farvel for John Terry, der er skiftet til Aston Villa, mens unge Nathan Aké er skiftet til Bournemouth på permanent basis.
Antallet af konkurrenter til Christensen så derfor ud til at være blevet færre, hvor en plads som førstereserve til Cesar Azpilicueta, Gary Cahill og David Luiz lignede den åbenlyse rolle for danskeren. Men Rüdigers ankomst for 285 millioner kroner vil formentligt betyde, at han presser på for en plads i Chelseas startopstilling - eller som minimum Christensens rolle som førstereserve.
