- Hvorfor helvede er den ring ikke kommet?
SFeren Peder Aggers formulering før det hasteindkaldte partimøde opsummerer meget godt, hvad der skulle tales om i HKs lokaler på Amager i København sent onsdag aften.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) skulle forklare sine københavnske parti-kollegaer, hvorfor en af partiets store mærkesager og en del af regeringsgrundlaget - betalingsringen - ikke bliver til noget.
- Thor fik redegjort for det politiske forløb og for, hvilke overvejelser der har været. Vi var selvfølgelig kritiske over for det, siger SFs gruppeformand fra Københavns Borgerrepræsentation, Klaus Mygind.
- Kunne vi have fået mere ud af det? Og hvad kunne vi have gjort for, at regeringsgrundlaget var blevet overholdt?, var ifølge Klaus Mygind nogle af de spørgsmål, som Thor Möger Pedersen måtte svare på fra de 50-75 fremmødte SFere.
Der blev først indkaldt til mødet onsdag eftermiddag, men skatteministeren fik kredit for at tage fat om nældens rod ved at tage sig tid til at forklare det politiske nederlag for partikollegaerne.
- Thor Möger er rigtig god til at redegøre for tingene, og han kommer ud til medlemmerne som noget af det første. Det fik han ros for. Der var selvfølgelig rigtig mange spørgsmål til, hvad vi nu skal gøre. Og der var selvfølgelig også udtrykt skuffelse over, at vi er kommet igennem med det her, siger Klaus Mygind.
Gruppeformanden understreger, at mødet fik en konstruktiv udgang.
- Der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre for at finde en løsning på trængsels- og forureningsproblemerne i København. Og vi vil presse på, så der kan komme nogle beslutninger meget hurtigt, for det her er akut, siger han.
Mødet startede klokken 20.30 og kunne ifølge Klaus Mygind have varet til et godt stykke ud på natten.
- Vi kunne have diskuteret det her til klokken et om natten, men vi skulle være ude 22.30, slutter han.