I løbet af foråret viste det sig, at det afgørende spørgsmål for SF blev at holde den socialdemokratiske regering ved magten, uanset at SF derved blev tvunget ud i politisk principløshed.

Ovenstående citat kommer ikke fra en spåmand, der har set ud i SFs fremtid. Men fra en artikel i Socialistisk Arbejderavis om Det røde Kabinet i 1966-67, perioden hvor S og SF tilsammen havde 89 mandater.

SF blev nødt til at stemme for en skattereform, de tidligere var imod, øgede militærbevillinger og indefrysning af to dyrtidspensioner, hvilket forbedrede økonomien for de rigeste.

Det endte med, at SF blev sprængt, Venstresocialisterne blev dannet, og S måtte udskrive valg.

Grunden til dette historiske tilbageblik er SFs aktuelle situation, hvor det for første gang er lykkedes partiet at komme i regering, men hvor medlemmerne melder sig ud i bundter, meningsmålingerne er elendige, og SF stort set har skrevet socialismen ud af sit nye partiprogram.

Partiets politiske ordfører Jesper Petersen forklarer i dagens B.T. udviklingen med, at partiet ’arbejder for konstant at bevæge Danmark i en mere socialistisk retning, snarere end at beskrive socialisme som en tilstand’.

Vi gætter på, at det er en forklaring, der er temmelig uforståelig for den gennemsnitlige vælger, som derimod har opdaget, at SF er løbet fra de fleste af sine jordnære løfter - f.eks. om billigere offentlig trafik, maksimal ventetid på skadestuen og to lærere i de mindste skoleklasser - og at der lægges op til smertefulde nedskæringer og dårligere offentlig service.

Til gengæld har Enhedslisten som bekendt haft sit bedste valg nogensinde, og partiets frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, scorer topkarakterer på både popularitet og troværdighed i alle målinger. Mens Villy Søvndal i en Megafon-undersøgelse i slutningen af januar blev rangeret som den minister, der gjorde det dårligst af samtlige: En ydmygelse af partiformanden og udenrigsministeren, som bringer mindelser om Lene Espersen i hendes værste krise.

Det er nærliggende at spørge, hvorfor man overhovedet skal stemme på SF, når partiet tilsyneladende blot er blevet en aflægger af Socialdemokraterne, mens Enhedslisten helt har overtaget venstrefløjen.

Svaret er, at der selvfølgelig er forskelle på S og SF, men at Villy Søvndal, Thor Möger Pedersen og Ole Sohn har skjult dem så godt i deres bestræbelser på at gøre SF regeringsdueligt, at de er umulige at få øje på. F.eks. er betalingsringen et SF-projekt, men pga. dens manglende popularitet hører man intet om den fra SFerne, der jo ellers burde kunne forsvare planerne om færre biler og mindre CO2 i hovedstaden. Tværtimod er det blevet overladt til Socialdemokraterne at kæmpe den hårde kamp - bl.a. mod deres egne borgmestre - mens Villy Søvndal gemmer sig som strudsen med hovedet i jorden.

SFerne må op af hullet og stå ved deres politik. Ellers fosser vælgerne ud til Enhedslisten til venstre og til Socialdemokraterne til højre, mens folkesocialisterne gør sig selv overflødige. Ligesom ordet ’socialisme’ i deres partiprogram.