Træneren stråler, men hverken BT's filmekspert eller fodboldnørd falder i svime over filmen om det danske fodboldmirakel i 1992. Og de er enige om, at filmen skal have 3 stjerner. Her får du anmeldelserne fra filmekspertens og fodboldnørdens perspektiv.

FILMEKSPERTEN: NIELS LIND LARSEN
Giver filmen 3 stjerner.

Danmarks EM-triumf i ’92 er gjort af ægte eventyrstof. Fodboldlilleputten, der kom med på et afbud. Spillerne, der blev hentet hjem fra solferie. Og Faxe, der ramte den lige i røven og gjorde det umulige virkeligt.

Den burde ligge lige til højrebenet for en filmmager, men lige netop det er måske også udfordringen. For hvordan tackler man sådan et stykke folkeeje?

Hvordan løfter man noget, der allerede er en legende?

’Sommeren ’92’ gør det forsigtigt. Instruktør Kasper Barfoed synes fuld af ærbødighed overfor de historiske begivenheder, så hvad vi får, er hvad vi allerede kender. I en fiktion med fløjlshandsker.

Det er klassisk sportsfilm lige ud ad landevejen, fra modgang og misset kvalifikationsturnering til løftet pokal og glædestårer i slowmotion. Men Barfoed kommer aldrig så tæt på landsholdsspillerne, at dramaet lever udenfor banen.

Her er skematiske episoder med Kim Vilforts (Mikkel Boe Følsgaard) kræftsyge datter, der skal skabe emotionel tyngde. Med Brian Laudrup (Cyron Melville), der er krukken, som ikke vil indordne sig under Ricardos system. Og med spradebassen John Faxe (Esben Smed, banens bedste), der slås med mindreværdet. Men det er respektfulde krads i overfladen. Der er gjort mere ud af skuespillernes frisurer end af deres replikker, og komikken ligger primært i genkendelsen.

I stedet er vægten lagt på landstræner Richard Møller Nielsen, der ikke er blandt os længere. Og det er måske et sted, hvor filmholdet har kunnet bruge sine kreative frihed uden at træde nogen nævneværdigt over tæerne: Ved at gøre historien om EM-holdet til fortællingen om et miskendt trænergeni, der blev latterliggjort af pressen og vraget af DBU - Frits Ahlstrøm og Hans Bjerg Pedersen er de store skurke her – men som samlede spillerne og nationen, da det gjaldt.

Den giver vi gerne Ricardo, men selv indenfor filmens rammer bliver det lidt et postulat, at det skulle være landstrænerens taktiske snilde, der gav os EM-guldet.

Ulrich Thomsen rammer dog godt i rollen som den stoiske træmand fra Kerteminde, der ikke gav en bøjet femøre for moderne begreber som coaching.

Og Henning Jensen er endnu bedre som landsholdets evigt tålmodige holdleder Kaj Johansen. Og så formår filmen rigtig fint at blande skuespillerne på banen med fodboldspillerne i de mange arkivklip, der er brugt ganske smart.

Dem bliver vi aldrig trætte af. Mesterskabspokalen skinner stadig her 23 år efter, men fodboldeventyret bliver ikke helt til filmeventyret. Det er ’Sommeren ’92’ for stiv til. Lidt for meget fynsk bøgetræ, lidt for lidt hutlihut.

FODBOLDNØRDEN: MORTEN CRONE SEJERSBØL
Giver filmen 3 stjerner.

Jeg hørte om en teenagepige, der efter at have set en forpremiere på ’Sommeren ’92’ fortalte sin veninde, at hun havde været sikker på, at Danmark ville tabe til sidst. Sådan gik det heldigvis ikke.Danmark vandt 2-0 over Tyskland, præcis som ude i virkeligheden dengang for 23 år siden, men i al sin kære uvidenhed antyder pigens kommentar, at Kasper Barfoed har skabt et komediedrama, som sikkert vil både røre og fastholde tusinder af biografgængere i spænding lige til det sidste.

Men som fodboldfilm? Fungerer filmen for alle os, der kender resultatet og siden sommeren ’92 i det uendelige har genset billederne, genhørt kommentatorsporet og genkaldt os minderne?

Ja, men det kræver en vis anstrengelse. Det kræver, at man accepterer, at der i dramaturgiens navn og inden for rammerne af det muliges kunst bliver pillet ved en historie, vi kender og elsker højere end de fleste andre.

Hvis vi som fodboldelskere skal nyde filmen, skal vi acceptere, at det er skuespillere, der spiller fodbold med de begrænsede evner, de nu engang har. Vi skal bide i os, at Ricardo råber på ’genpres’ mindst et årti inden, begrebet første gang blev brugt. Vi skal se bort fra, at landsholdet træner på Valby Stadion og ikke i Vedbæk, og vi må affinde os med, at Hans Bjerg Pedersen og Frits Ahlstrøm fremstår som tåbelige papmachefigurer i ophøjelsen af Richard Møller Nielsen.

Og den slags.Gør man det, får man et både morsomt og nostalgisk tidsbillede af fodbolddanmark anno 1992.

Filmen er først og fremmest en hyldest til Richard Møller Nielsen. Det er portrættet af en fodboldtræner, der, trods folkets, mediernes og spillernes modstand, holder fast i sin måde og sit system, indtil han mod slutningen bløder op, forsones med Brian Laudrup, vinder truppens tillid og henter europamesterskabet hjem til Danmark.

Ricardo er den distræte træner og ægtemand, der skal have sin piberygende assistent, Kaj Johansen, til at fortælle sig alt om mandskabsbehandling og praktikaliteter. Hvad Richard Møller Nielsen ikke fik i anerkendelse, mens han levede, får han i Ulrich Thomsens karakter efter sin død. Hvor det i filmen er hele verden mod Ricardo, var det i virkeligheden også den iltre Richard Møller Nielsen mod hele verden.

Ulrich Thomsen er for øvrigt storartet som Richard Møller Nielsen, og holder man af de ricardoske talemåder, bliver man ikke skuffet, og castet er hovedsageligt ganske vellykket i hele sin parodiske form.

Cyron Melville er en noget dyster, men vellignende Brian Laudrup med et lavt tyngdepunkt og en imponerende teknik. Mikkel Bo Følsgaard er en følsom Kim Vilfort, Jon Lange er den bohemeagtige Kim Christofte, og Esben Smed er filmens klovn som den godmodige, men ikke videre opvakte John Faxe Jensen. Sådan kender vi dem groft sagt.

Peter Schmeichel er noget mere stille - næsten ydmyg - i Gustav Dyekjær Gieses skikkelse end i sin egen, Flemming Povlsen og Henrik Larsen er næsten ikke med, og så må vi undre os over, hvornår Kent Nielsen mon blev så lille.

Men her er vi tilbage ved essensen. Den slags må vi komme over, hvis vi skal nyde filmen.