Skuespillerne i biograffilmen ’Sommeren 92’ har brugt en måned på fodboldlejr for at lære at blive europamestre

Skuespillerne i filmen ’Sommeren 92’, der bygger på dansk fodbolds ubestridt største triumf, blev sendt en lille måned på fodboldlejr for at få trænet teknikken og samspillet. Hver enkelt sekvens fra EM-heltenes bedrifter på grønsværen er blevet nærstuderet og derefter trænet, gennemspillet og finpudset ned til mindste detalje. På den måde kan overgangen fra fakta til fiktion ske så flydende som muligt.

Se også:

Filmen holder snor i virkeligheden ved at krydsklippe mellem de faktiske billeder med spilsekvenser fra EM- triumfen og så de opstillede, som skuespillerne udfører. Det er et filmisk greb, der deler vandene, og som har krævet, at skuespillerne har brugt mange timer på grønsværen. Instruktøren bag ’Sommeren 92’, Kasper Barfoed, mener selv, at det er et vigtigt fortællegreb, da det er med til ’at filmen hele tiden beholder et ben i virkeligheden’.

Det er en udfordring at få mænd, der ikke alle har brugt deres børneår på at løbe rundt med en fodbold nede i gården, til at fremstå som EM-vindere på lærredet. Derfor har man haft indkaldt de to trænere Morten Cramer og Christian ’Krølle’ Nielsen, der i minutiøse detaljer har trænet fodboldsekvenser fra filmen med skuespillerne.

Havde den bedste boldføling

Brian Laudrup eller Cyron Melville bliver af instruktøren og trænerne fremhævet som ham med den bedste boldføling, mens startniveauet hos nogle af de andre skuespillere har været noget lavere.

»De fleste havde lidt boldforståelse, men Esben Smed, der spiller John ’Faxe’ Jensen hang lidt i bremsen. Esben havde dog masser af gåpå- mod, og hans udvikling er sjældent set større,« siger Christian ’Krølle’ Nielsen, som er kendt fra sin tid som professionel fodboldspiller i specielt FC Nordsjælland.

Lidt ekstra som Schmeichel

Schmeichel, eller Gustav Giese har fået specialtræning af den tidligere Brøndby-legende Morten Cramer, der på knap en måned skulle forvandle den unge skuespiller til danmarkshistoriens bedste målmand. Det indebar at Gustav Giese, som ikke før har ageret fodboldmålmand, skulle redde det straffe fra Marco van Basten, der var med til at sende Danmark i finalen, og imitere Schmeichels berømte enhåndsredning.

»Vi havde en madras med ud, for Gustav var ikke vant til at kaste sig så mange gange, som han skulle. Han skulle jo gerne kunne gå oprejst dagen efter,« siger Morten Cramer, der i alt fik syv Schmeichel- sekvenser, som han skulle øve med Gustav Giese.

Nogle af sekvenserne har taget længere tid end andre at gennemspille. Christian ’Krølle’ Nielsen fremhæver specielt Mikkel Bo Føls- gaards imitering af Kim Vilforts omstridte mål til slutresultatet 2-0 som noget af det, der skulle tages om flest gange.

Bolden snitter en tysker

»Vilforts mål er jo prentet ind i hovedet på os alle sammen, og man snakker jo stadigvæk om hvorvidt der var hånd på eller ej. Han rammer desuden bolden specielt, og skuddet snitter en tysker for så at gå på stolpen og ind. Der var mange ting, der skulle passe sammen, « siger Christian ’Krølle’ Nielsen.

Selv kender trænerne ikke til det endelige produkt af deres mange timer med skuespillerne. Morten Cramer og Christian ’Krølle’ Nielsen skal se filmen for første gang til gallapremieren i aften, så tiden må vise, om det er lykkedes dem at gøre skuespillerne til fodboldlegender på knap en måned.

’Sommeren 92’ har premiere på torsdag