Paul Wright er tidligere antidoping-læge i Jamaica, og han sætter sin tvivl ved renligheden på de jamaicanske udøvere.

Det er svært ikke at blive imponeret. Det er svært ikke at blive fascineret. Synet af Usain Bolt i topfart er unikt, og måske ikke noget man nogensinde kommer til at opleve igen. Det er dog ikke alle, som nyder det på samme måde.

For godt to år siden var Paul Wright antidoping-læge i jamaicansk sport, men i starten af 2014 blev han frosset ud af systemet. Blandt andet for at kalde dopingafsløringer af jamaicanske sprintere for toppen af isbjerget.

I dag sidder lægen på sin stol og iagttager, at de jamaicanske udøvere stadig er dominerende. Selvfølgelig mest med Usain Bolt i spidsen.

»Der er ingen tvivl om, at jeg blev ofret. Jeg arbejdede på en måde, som gjorde, at man risikerede at afsløre prominente dopede idrætsudøvere fra Jamaica. Jeg har ikke nogen beviser for, at de bruger doping, men jeg tror, at vi må være mere proaktive. Tests skal rettes mere mod udøvere, der har unormale resultater,« siger Paul Wrigt til VG.no.

»Jeg ved virkelig ikke, om Jamaica har et stort dopingproblem. Jeg ved, at de udøvere, som er blevet snuppet, er afsløret under konkurrence. Der snakker vi om dumme mennesker, fordi de kender jo datoen, en eventuel test vil blive taget på. Jeg fik ikke lov til at dukke op og teste nogen uden at have varslet det på forhånd,« forklarer han.

De uvarslede antidopingbesøg er en stor ting i eksempelvis cykling, da man fandt ud af, at udøvere bare kunne time sig rundt om dopingtests. Det er også derfor, at man i sin tid indførte whereabouts, så antidoping-forbundene altid kunne finde udøverne.

Jamaica har i skrivende stund hentet ni medaljer, og de er alle kommet i atletikdiscipliner, og heraf er tre guldmedaljer altså hentet af Usain Bolt.